Video : Tipsbladet
Superliga

FCK får kæmpebøde efter Brøndby-kamp

FC København har fået en meget stor bøde efter opgøret på Brøndby Stadion den 14. maj.

De er netop blevet danske mestre, men FC København starter tiden som nykåret dansk mester med at skulle til lommerne.

Klubben er blevet idømt en bøde på 225.000 kroner efter det københavnske derby i Brøndby den 14. maj.

Her fyrede FCK-fans så meget pyro af, at man skal betale en stor bøde.

Bødens størrelse skal samtidig ses i lyset af, at FCK-fans har udøvet hærværk mod sikkerhedsnettet i FCK-afsnittet, samt at der er blevet affyret pyro mod personale fra Brøndby. Det er 14. gang inden for de sidste 12 måneder, at FCK er blevet sanktioneret.

- Fodboldens Disciplinærinstans har vurderet strafværdigheden af de foreliggende tilfælde og har på den baggrund fastsat sanktionen til en bøde på 225.000 kroner. Fodboldens Disciplinærinstans har ved sanktionsfastsættelsen blandt andet lagt vægt på, at der var tale om omfattende og organiseret anvendelse af pyroteknik.

- Fodboldens Disciplinærinstans har desuden lagt vægt på, at der blev affyret pyroteknik, der ramte banen tæt på dommertrioen under opvarmningen, samt at der efter kampen blev affyret pyroteknik mod Brøndby IF’s personale, og Fodboldens Disciplinærinstans har anset disse episoder for omfattet af § 21.2, a og b i Divisionsforeningens cirkulære om sikkerhed og orden på stadion. Endvidere har Fodboldens Disciplinærinstans lagt vægt på, at der blev udøvet hærværk på blandt andet sikkerhedsnettet i F.C. Københavns tilskuerafsnit, står der i afgørelsen.

FCK kan sende en appel til Fodboldens Appelinstans, hvis man er uenig i afgørelsen.

Heller ikke Brøndby IF går fri - de blå-gule har fået en bøde på 80.000 kroner. 

Bøden er på grund af lidt brug af pyro, og at der blev kastet med pyroteknik tæt på FCK's tilskuerafsnit. Samtidig lbev en dommer ramt af en ligher fra BIF's tilskuerafsnit.

Også BIF kan appellere afgørelsen.