Video : Tipsbladet
Generelle

Fredberg og co. forbereder bud på PSV-emne

Brian Riemer, Anderlecht-cheftræner, kan måske snart glæde sig over sommerens første forstærkning.

Belgiske Anderlecht sluttede på en skuffende 11. plads i indeværende sæson, og ledelsen har ikke lagt skjul på, at målet i næste sæson er top fire, som sikrer en plads i mesterskabsspillet.

Jesper Fredberg, som er fodbolddirektør i klubben, forventes at forstærke truppen med en række spillere, som kan gøre livet nemmere for den danske cheftræner Brian Riemer.

En ny angriber, en midtbanespiller og nye backs er på ønskelisten.

Ifølge Voetbal International er Anderlecht interesseret i den 22-årige hollænder Milan van Ewijk, og belgierne forbereder efter sigende et bud, som de snarligt sender mod Heerenveen, som spilleren tørner ud for i øjeblikket.

Milan van Ewijk, som i indeværende sæson har spillet 40 kampe for Heerenveen, er også på ønskelisten i den hollandske storklub PSV, men interessen fra Belgien er angiveligt mere konkret i skrivende stund.

Forsvarsspilleren har fire U21-landskampe på CV’et.

Anderlecht har også en række spillere, som vender hjem fra lejeophold. Blandt de udlejede spillere er Kristoffer Olsson, som har været hos FC Midtjylland.

Han er dog ikke tiltænkt en rolle på holdet, mener mediet La Dernière Heure at vide.