Video : Tipsbladet
Generelle

Her er Emre Mors plan for næste sæson

Den tidligere FC Nordsjælland-spiller Emre Mor vil blive i Fenerbahce trods manglende plads i start 11'eren.

Kantspilleren Emre Mor, som har en fortid i blandt andet Superliga-klubben FC Nordsjælland, skiftede til Fenerbahce fra Fatih Karagümrük for cirka to millioner euro, svarende til 15 millioner kroner.

Den 25-årige offensivspiller har i den netop overståede sæson spillet 41 kampe, men han har haft svært ved at kæmpe sig til en plads i start 11’eren. I lang størstedelen af kampene er han kommet ind fra bænken.

Den manglende plads i startopstillingen har sat gang i spekulationerne om Emre Mors fremtid, selvom han først har kontraktudløb i 2025. En række tyrkiske medier har meldt Mor på vej videre i jagten på fast spilletid.

Nu mener mediet Fotomac at vide, at kantspilleren har besluttet at blive i Istanbul-klubben i yderligere en sæson. Han ønsker efter sigende at tilkæmpe sig en plads blandt de foretrukne 11. Hvis det ikke lykkes, vil han muligvis kigge efter en ny adresse til vinter.

Emre Mor tog Superligaen med storm, da FCN gav ham chancen på førsteholdet, før han blev solgt til Borussia Dortmund for cirka 90 millioner kroner i 2016.

Derefter tørnede han ud for klubber som Celta Vigo, Olympiacos og Galatasaray.