Video : Tipsbladet
Superliga

Premier League spørger på Isaksen: Det vil de have

Det kommer til at være et rekord-salg for FC Midtjylland, hvis det går som forventet denne sommer, fortæller Steinlein.

FC Midtjyllands Gustav Isaksen ser ud til at være tæt på at komme videre til en større adresse i udlandet. Indtil videre lader det dog til, at det stadig er åbent, hvor det ender med at blive for ham.

Det fortæller FCM-direktør Claus Steinlein om i et interview på TV3+.

- Sidste år, da vi spillede europæisk fodbold, der brændte han den jo af med Lazio specielt. Han havde en helt fantastisk kamp dér. Det gør jo, at når man brænder den af mod Lazio, mod de allerbedste og største hold, så bliver interessen enorm, og det har den været lige siden, siger han og fortsætter:

- Da han så også har lært at putte den ind på stort set alle chancer, så kan de lige pludselig se den komplette spiller, som de tror på kan udvikles til næste step - og måske også tjene på at sælge videre, lyder det fra Claus Steinlein.

Når det kommer til interessen for ham, så gælder det mange af de europæiske ligaer, fortæller han, ligesom han sætter navn på en af dem.

- De mest interessante i forhold til, når man skal op i den pris, så er det de største ligaer - og selv Premier League er begyndt at spørge på ham, fortæller Steinlein.

Han forudser nu, at man om én til to uger kan se, at de udenlandske klubber er færdige med deres sommerferie og klar til at købe ind.

- Så må vi se, om det bliver tidligt i vinduet eller til sidst. Det er lidt forskelligt, hvordan processerne bliver, fortæller FCM-direktøren, der er gået fra håb til forvetning om et salg, og prisen er en rekord-pris.

Dermed vil det være over den samlede pakke, som man fik for Alexander Sørloth, da han blev solgt til Crystal Palace. 

- Ja, klart. Det skal vi op på den rigtige side af de der beløb, fordi han er så interessant og vist sig så meget frem. Det håber jeg og forventer, når vi kommer ind igennem transfervinduet. Det er de beløb, vi skal have, hvis vi skal sælge ham. Ellers får Superligaen glæde af ham lidt længere, fortæller Claus Steinlein.

Isaksen er også blevet hyldet af en holdkammerat, der ser store perspektiver for kantspilleren. Læs mere om det her.