Danny Olsen: Jeg er ikke for god til AGF
Illustration
1. division

Danny Olsen: Jeg er ikke for god til AGF

Danny Olsen vil stadig ikke udelukke en transfer, men han føler ikke, at han er for god til AGF og 1. division.

For lidt over fire måneder siden spillede Danny Olsen landskamp på Wembley. I søndags spillede han 1. division for AGF på NRGI Park mod oprykkerne fra FC Roskilde. Unægtelig noget af en forskel, men en direkte konsekvens af, at midtbanespilleren i sidste sæson var med til at rykke ud af Superligaen med AGF, som han tiltrådte hos ved årsskiftet.

Der har i løbet af sommeren været meget snak om Danny Olsens fremtid, da AGF-spilleren med sikkerhed skal skifte klub, hvis han vil gøre sig nogle forhåbninger om at spille på landsholdet igen i nærmeste fremtid. Lige nu er han dog fortsat i AGF, og han føler sig ikke for fin til at spille 1. division.

- Selvfølgelig vil jeg helst spille Superliga, men sådan tror jeg, alle har det, og det er en stærk 1. division med mange gode hold. Så jeg er bestemt ikke for god til at spille i 1. division, siger Danny Olsen til tipsbladet.dk.

Han forholder sig meget forsigtig, når snakken falder på, om han arbejder på at finde en ny klub.

- Det er ikke kun op til mig selv. Det er også op til AGF, og jeg synes, vi har gang i et spændende projekt her. Hvis der sker noget, er det fordi, at AGF også har fået et tilbud, som de kan acceptere, men personligt fokuserer jeg udelukkende på det, jeg selv kan gøre noget ved, og det er min egen indsats til træning og i kamp. Så må vi se, hvor jeg spiller efter transfervinduet, siger den tidligere FC Midtjylland-spiller og tilføjer:

- Der kommer jævnligt henvendelser, men ellers har jeg ingen kommentarer.

Næste opgave for AGF og Danny Olsen er på søndag på udebane mod Brønshøj.