Vred AGF-keeper: Skulle bagbindes
Foto: Gregers Tycho/Polfoto
1. division

Vred AGF-keeper: Skulle bagbindes

AGF-keeper Steffen Rasmussen er ikke helt tilfreds med, at AGF smed point i tirsdagens hjemmekamp mod HB Køge.

AGF er så godt som sikre på oprykning til Alka Superligaen. Ti points har holdet ned til de nærmeste konkurrenter, men matematisk lader oprykningen vente på sig. Tirsdag havde man dog en stor chance for at sikre billetten, da HB Køge gæstede Århus. 1-1 betyder dog, at AGF skal bruge andre resultater for at sikre oprykning i denne runde. 
 
Et faktum der ærgrer keeper Steffen Rasmussen. Han er langt fra tilfreds med gæsternes scoring til 1-0, hvor Bruninho uhindret fik lov til at passere værternes forsvar. Omkring situationen er Rasmussen da også klar i mælet: 
 
- Vi skulle bagbindes og smides ad helvede til, når vi lukker sådan et mål ind. Det er jo forfærdeligt. Han driblede og tacklede sig igennem. Det er utilgiveligt, helt og aldeles. Det var bare én ting fra første halvleg, men der var flere eksempler på, at vi tabte dueller, siger Steffen Rasmussen til Spn.dk og fortsætter: 
 
- Hvis vi ikke får rettet den slags, kan vi lige så godt kaste en mønt om, hvem der skal vinde kampene, udtaler den ærgerlige keeper. 
 
AGF står noteret for 56 points efter 30 kampe. Dette er ti flere end Lyngby og Vendsyssel, der med nedture i denne runde fortsat kan sende AGF op i Alka Superligaen. Lyngby møder på udebane Brønshøj, mens Vendsyssel hjemme tager imod FC Roskilde onsdag.