Ajax forlænger med Kasper Dolberg-konkurrent
Foto: Getty Images
Benelux

Ajax forlænger med Kasper Dolberg-konkurrent

Den hollandske angriber Kaj Sierhuis har fået forlænget sin aftale med danskerklubben.

Kasper Dolberg var onsdag tilbage på banen for Ajax, der vandt med 3-0 over AEK Athen i Champions League. Danskeren kom ind sidst i anden halvleg, hvor konkurrenten Klaas-Jan Huntelaar allerede var pillet ud, da han havde problemer med sin hasesene i det ene baglår.

Danskerens tilbagevenden havde skubbet den 19-årige angriber Kaj Sierhuis ud på tribunen, men når Ajax i weekenden møder PSV i den hollandske række, er der en chance for, at Sierhuis starter, fordi Huntelaar kan være skadet, og fordi Kasper Dolberg formentlig ikke er klar til at spille fra start.

Og Sierhuis er en spiller, som de har visse forhåbninger til i Amsterdam-klubben.

Så meget at klubben netop har annonceret, at den 20-årige hollænder har fået forlænget sin aftale med to år, så han nu løber ud i sommeren 2021 - i øvrigt lige som Kasper Dolberg.

Kaj Sierhuis har lavet flere flotte scoringer de sidste par år hos Jong Ajax, og nu har angriberen altså fået chancen på førsteholdet, hvor han dog stadig er nummer tre i angrebshierarkiet.