Video : Tipsbladet
Bundesliga

David Nielsens søn solgt til tysk topklub

Den bare 15-årige Noah Emmanuel Jean Holm, søn af Superliga-træner David Nielsen, er blevet solgt fra Strømgodset til tyske RB Leipzig.

Lyngby-træner David Nielsen har haft en rigtig god tid på det seneste. Efteråret 2016 blev en voldsom succes for undertippede Lyngby, der ved vinterpausen ligger solidt placeret i top seks i Alka Superligaen. Nu er der dog ny succes til David Nielsen på familiefronten, hvor han netop har kunne se sin søn i stort skifte. 

Tirsdag aften er det nemlig kommet frem, at David Nielsens søn, Noah Emmanuel Jean Holm, har landet en stor aftale i den tyske klub RB Leipzig. Her bliver han holdkammerat med Yussuf Poulsen, og den nye tyske destination er i øjeblikket brandvarm med en aktuel andenplads i Bundesligaen lige efter Bayern München. 

Noah Emmanuel Jean Holm er bare 15 år, men hans talent har været tydeligt længe. Ifølge Ekstra Bladet har flere europæiske topklubber jagtet en aftale, mens en klub i Premier League har vist interesse. Interessen fra Leipzig er heller ikke ny, og den glæder farmand David Nielsen: 

- Det er det klart bedste valg for ham, men han har ikke brug for en far, der udtaler sig i øst og vest om hans karriere. Han klarer det fint uden, siger Lyngby-træneren til Ekstra Bladet.

David Nielsen var selv blandt de største talenter i Danmark, da han var aktiv som spiller. Nu må han dog formentlig indstille sig på, at blive overgået af sin søn, der som angriber har haglet mål ind på Strømgodsets U/16-hold.