Video : Tipsbladet
Champions League

Klopp om titelkampen: Det er et marathon

Jürgen Klopp slår efter lørdagens storsejr over Arsenal fast, at Liverpool langt fra har vundet mesterskabet endnu.

Liverpool fik en vanskeligt start på kampen mod Arsenal lørdag aften, men på to mål af Roberto Firmino på to minutter, vendte The Reds opgøret på hovedet og endte med at give gæsterne en større lussing på 5-1.

Manager Jürgen Klopp understreger dog igen, at Liverpool ikke har vundet noget endnu, og at der fortsat er lang vej igen til et Premier League-mesterskab.

- Jeg er ikke den klogeste person i verden, men jeg er virkelig ikke en idiot, ikke altid, i hvert fald. Det er fuldstændig ligegyldigt, hvor mange point du fører med i december, selv i slutningen af december, siger Klopp ifølge Sky Sports og fortsætter:

- I øjeblikket føles det som om, vi løber et maraton. Før løbet er vejret fantastisk, nye trænere, nye trøjer, alt er nyt.

- Folk siger, ”du vinder i dag”, men jeg skal løbe først. Folk omkring os er helt oppe at køre, og kun en person skal løbe. Vi skal løbe. Det er det, vi prøver at gøre så godt muligt.

Liverpool fører i øjeblikket Premier League med ni point ned til Tottenham og ti til Manchester City, der søndag kan reducere forspringet, når de møder Southampton på udebane.