Video : Tipsbladet
Generelle

Barça sendte delegation til Tyskland: Vil bruge 750 millioner på 20-årigt talent

Bayer Leverkusen slog onsdag Atlético Madrid med 2-1 i Champions League, og Kai Havertz var blandt banens bedste. Barcelona havde sendt en delegation afsted til opgøret i Tyskland for at se stortalentet i aktion.

Tingene kører ikke på skinner i Barcelona i disse dage, hvor der spekuleres i, om klubben skal have ny træner efter en række skuffende resultater.

Samtidig spekuleres der i, hvordan spillertruppen kan blive forstærket, og ifølge den spanske avis Sport har Barcelona i disse dage rettet blikket mod Tyskland.

Imponerede mod Atlético
En af Europas mest eftertragtede unge spillere for tiden er nemlig Bayer Leverkusens 20-årige Kai Havertz. Barcelona er angiveligt blandt storklubberne, der pønser på at få fingrene i den offensive midtbanespiller.

Havertz var i aktion onsdag aften, da Bayer Leverkusen tog imod Atlético Madrid i Champions League. Barcelona havde sendt en delegation afsted til Tyskland for at observere Havertz, og den unge midtbanespiller var da også blandt banens bedste.

Og ifølge Sport har katalanerne set de fleste af Havertz' kampe i denne sæson. Til opgøret mod Atlético Madrid havde man dog altså valgt at sende en større delegation afsted. 

Det forlyder, at Kai Havertz vil komme til at koste i omegnen af 750 millioner kroner. Barcelona kan dog se frem til at skulle kæmpe om Havertz med flere andre topklubber, herunder Bayern München.