Generelle

Celtic bekræfter: Duncan til Tyrkiet

Den skotske klub Celtic bekæfter nu overfor tipsbladet.dk, at Morten "Duncan" Rasmussen er lejet ud til tyrkiske Sivasspor året ud.

Rygten sprang frem i går, og nu er det officielt. Morten "Duncan" Rasmussen skifter den skotske storklub Celtic ud med Sivasspor, der i sidste sæson blev nummer 15 i bedste tyrkiske liga. Angriberen skifter på en lejeaftale, der sender ham til Sivasspor i de kommende fire måneder.

- Vi kan bekræfte, at Morten Rasmussen spiller i tyrkiske Sivasspor i de kommende fire måneder. Lejekontrakten løber indtil slutningen af december, siger en talskvinde fra Celtic til tipsbladet.dk.

Morten "Duncan" Rasmussen, der har haft en omtumlet karriere i Celtic, siden han kom til klubben for halvandet år siden, får kun fire måneder i Sivasspor, da han ønsker at se den tyrkiske liga an, inden han eventuelt binder sig for en længere periode. Danskeren har gennem længere tid været langt fra spilletid i Celtic, og derfor han han sagt ja til lejemålet, som ifølge tipsbladet.dk's oplysninger oven i købet er særdeles lukrativt.

Det er tredje gang, Celtic udlejer Morten "Duncan"Rasmussen. Sidste efterår var den tidligere AGF- og Brøndby-angriber lejet ud til tyske Mainz 05 uden succes. Succes havde han til gengæld under sit lejemål AaB, som han i foråret hjalp til overlevelse i Superligaen.