Video : Tipsbladet
Generelle

Kæmpe brøler: Serie 1-hold mødte U21-landshold

Estlands U21-landshold troede, de skulle møde AC Horsens, men i stedet var det FC Horsens, der spiller i Serie 1.

En tyrkisk fodboldarrangør må sidde tilbage med en lang næse.

Det estiske U21-landshold er draget på træningslejr i Tyrkiet, hvor planen er at få testet spillerne mod modstandere på højt niveau.

Estlands U21-landshold havde fået et tyrkisk bureau til at arrangere testkampene, og bureaet havde så arrangeret en kamp mod danske AC Horsens. Troede de.

Der var nemlig ét stort problem.

Det var ikke AC Horsens. Det var FC Horsens.

Det danske Serie 1-hold, som ganske vist har et navn, der klinger en smule som holdet, der spiller i landets næstbedste række.

Tipsbladet har taget en snak med FC Horsens-træner René Cramer, der var noget overrasket, da han blev tilbudt en træningskamp mod et U21-landshold.

- Vi blev forespurgt, om vi havde lyst til at møde Estlands U21-landshold, og jeg tænkte, det var en fin idé at prøve at møde dem, for det er ikke så tit, man får lov til det.

- Jeg havde været inde at kigge, og det er ikke fordi, det er gået dem særligt godt, så derfor takkede vi ja til det, fortæller han.

Det var først meget sent, det gik op for FC Horsens, at dagens modstandere troede, de var nogle andre. Faktisk fem minutter før kampstart.

- Vi fandt først ud af, at de troede, vi var AC Horsens, da vi kom derud, for der var nogle blade, hvor der stod, det var AC Horsens. Det var cirka fem minutter før kampstart.

- Vi tænkte, vi ville tage en på opleveren og vise, hvad vi kan. Vi kunne godt spille med de første 45 minutter, og så blev vi lidt trætte. Jeg havde faktisk kun halvdelen af mit førstehold med, så det er sådan set spændende.

- Man griner lidt af det, og nogle af drengene spurgte: ’hvorfor skal vi møde dem? Hvordan har du fået den kamp arrangeret?’, fortæller René Cramer.

Selvom første halvleg gik godt for Serie 1-mandskabet, der kunne gå til pause med 1-1, så tog det fart i anden halvleg.

Målene væltede ind, og Estlands U21-landshold endte med at vinde torsdagens testkamp 6-1.

Alligevel er FC Horsens-træneren ikke synderligt imponeret over niveauet hos de estiske talenter.

- Kombinationsmæssigt var de meget stærkere end vores. Vi kunne holde dem tilbage i 45 minutter, men der begyndte kræfterne at slippe op, når vi ikke har så bred en trup.

- Det var ikke fordi, jeg synes, de var meget bedre rent holdmæssigt, men individuelt havde de mange gode spillere. De trådte først i karakter som hold i de sidste 45 minutter, ellers matchede vi dem meget godt.

- Vi var meget presset i bund, men så kunne vi løbe på kontra, hvilket vi gjorde. Derfor endte første halvleg 1-1. De brændte godt nok et straffe, men det var en fin test, fortæller René Cramer.

Det estiske fodboldforbund har til mediet Soccernet fortalt, at fejlen ligger hos den tyrkiske arrangør.

FC Horsens tager hul på Serie 1-sæsonen den 28. marts, hvor modstanderen er FC Skanderborg, og mon ikke FC Horsens er blevet testet på et lidt højere niveau i preseason.