Video : Tipsbladet
Generelle

Neuer grinte af rygter om karrierestop

Manuel Neuer har blot latter til over for rygter om, at han ville annoncere sit karrierestop.

Søndag pådrog Manuel Neuer sig en lægskade mod Fortuna Düsseldorf, og kort tid efter blev det annonceret, at han ville holde et pressemøde, og straks gik rygterne om, at den 33-årige målmand ville lægge handskerne på hylden.

Det er dog absolut ikke tilfældet, hvilket han slog fast med syvtommersøm på pressemødet.

- Vi grinte af det for at være ærlig. Vi blev enige om dette pressemøde for en uge siden, og jeg garanterede, at jeg ville være tilgængelig, fordi mange mennesker ville høre mig snakke, så det var derfor, at jeg ikke aflyste, sagde han ifølge Goal.

Samtidig kunne han fortælle, at han regner med at kunne træne mere igen om to uger, men han turde dog ikke spå om, hvornår han kunne være klar til at gøre comeback for Bayern München igen.

Manuel Neuer har i de seneste år døjet med flere skader, og han missede næsten hele sidste sæson på grund af en brækket fod. Han er dog fortsat førstevalg mellem stængerne for den tyske storklub.