SønderjyskE-boss: Vi overtrumfer Danmarks bedste hold
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Generelle

SønderjyskE-boss: Vi overtrumfer Danmarks bedste hold

Sportschef Hans Jørgen Haysen var ærgerlig efter kvartfinalenederlaget til Brøndby, som man ifølge ham fortjente at vinde

SønderjyskE led en grusom skæbne torsdag aften, da man efter 118 minutter med chancheovertag kunne se Brøndbys Christian Nørgaard sparke Brøndby foran med få minutter tilbage. Indtil da havde SønderjyskE ellers havde både de fleste og de største chancer i kampen, og det var derfor også en bitter SønderjyskE-sportschef Hans Jørgen Haysen, som TV3+ fangede efter kampen. 

- Der sidder spillere med hænderne i hovedet. Vi spiller en vanvittig kamp i dag. Altså, vi talte selv om inden, hvilket vilkår vi er under lige nu. Og så spille sådan en kamp, hvor vi overtrumfer Danmarks bedste hold, og med rette synes jeg skal vinde kampen. Så er det selvfølgelig flot at de har en, der kan sparke den ind til sidst på den måde, det skal de have stor cadeau for. Men den er tung lige nu, det må jeg sige. Og jeg har vanvittig ondt af spillerne, men hold fast, hvor har jeg respekt for dem. Det er sindsygt, det de kan levere i dag.

De vilkår som Hans Jørgen Haysen refererer til er den undersøgelse, som klubben i øjeblikket ligger under. Her kigges klubben efter i sømmene for, om der var tale om matchfixing, da man i sidste minut tabte til FC Midtjylland i den sidste runde af Alka Superligaens grundspil. Det har taget hårdt på spillerne, og gør ifølge Hans Jørgen Haysen nederlaget til Brøndby en lidt mere bitter pille at sluge.

- Når du generelt set spiller en god kamp og har et sindsygt hold på krogen... Vi vil gerne videre i pokalen, og vi er ude i 120 minutter. Der er jo så mange ting i spil. Og så ved vi jo også selv, hvad vi er i lige nu. Så der er ekstra følelser med, og så gør den ekstra ondt, og så vil vi ekstra meget. Lige nu, hvor alle folk de gerne vil træde på os, så har vi også brug for at få et eller andet hvor vi kan glæde os. 

Sportschefen føler da også, at dagens kamp var et svar på tiltale i forhold til den kritik og det pres, som klubben har været under på det seneste.

- Vi leverer på alle parametre i dag, og du kan se, hvordan de står sammen derinde. Du kan se, hvordan de et eller andet sted vil vise hele Danmark, at SønderjyskE, de er der. Vi er der for hinanden, og der er ikke nogen, der skal komme og gøre os noget. Vi står sammen, og vi er ærlige og sandfærdige folk. Det viste de derinde i dag. De stod med mandsmod og gjorde alt, hvad de kunne. Så ja, den er godt nok tung.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.