Video : Tipsbladet
Landshold

DBU-penge ender i hænderne på rædselsregime

Det kombinerede U21- og ligalandshold er på træningslejr og benytter faciliteter, der efter alt at dømme er bygget og serviceret af mennesker under noget, der minder om tvangsarbejde. Stedet, som DBU betaler for at benytte, ejes af Abu Dhabis udemokratiske styre.

De penge, som DBU betaler for den igangværende træningstur for U21- og ligalandsholdet, tilfalder indirekte det undertrykkende styre i Abu Dhabi. Holdet har desuden benyttet sig af faciliteter, som efter alt at dømme er bygget og serviceret af fattige migrantarbejdere under forhold, der minder om tvangsarbejde.

Holdet spillede mandag eftermiddag sin anden og sidste kamp i Abu Dhabi inden hjemrejsen tirsdag, et 3-2-nederlag til Jordan, og de sidste 10 dage har de danske spillere trænet og spillet kamp i Zayed Sports City. Det er et stort sportskompleks, som ejes af Mubadala Investment Company, som ejes af staten. 

I spidsen for Mubadala står kronprinsen og de facto hersker af Abu Dhabi, Sheikh Mohamed bin Zayed Al Nahyan, som bestyrelsesformand, og hans bror Sheikh Mansour bin Zayed Al Nahyan er næstformand.

- Mubadala er et kæmpe firma med mange interesser, og det styres af Mohamed bin Zayed. Der er ingen forskel på kongefamilien og Mubadala. Mubadala er kongefamilien. Det prøver de ikke engang at lægge skjul på, siger Nicholas McGeehan, der er Human Rights Watch’ tidligere forsker i blandt andet Abu Dhabi, til tipsbladet.dk.

I Abu Dhabi arbejder tusindvis af fattige migranter under forhold, som Amnesty International Danmark kalder for "noget, der ligner tvangsarbejde", nøjagtig som det er tilfældet med Qatars VM-byggerier. Derudover er homoseksualitet kriminaliseret, kvinder er undertrykte, og borgere fængsles jævnligt for at kritisere styret.

Amnesty International Danmark har tidligere kritiseret DBU for at lægge træningsturen i Abu Dhabi på grund af styrets ”meget grove menneskerettighedskrænkelser”, og den økonomiske forbindelse mellem DBU og magtapparatet får generalsekretær Trine Christensen til at skærpe kritikken.

- Med det direkte link, du fortæller, der er med styret, bliver det endnu mere problematisk, at de har valgt at tage den her tur, siger generalsekretæren.

- Det gør, at der er tættere forbindelser (mellem fodbolden og styret, red.), og man ender antageligt med økonomisk at støtte styret. Det er jo et problem. Uden at jeg har set regnskaberne, og hvordan det hele hænger sammen, men sådan som du fortæller det, kan det da ikke andet end at give dårlig smag i munden hos DBU, vil jeg tro.

I DBU svarer kommunikationschef Jakob Høyer, at de lægger vægt på, at Amnesty ikke anbefaler helt at boykotte Abu Dhabi, og at DBU selv betaler for turen i stedet for at blive inviteret. 

Pengene, I betaler, ender direkte eller indirekte hos de mennesker, der står i spidsen for styret. Ville det ikke have været bedre at tage til et sted, hvor I kunne undgå, at jeres penge kom et udemokratisk styre til gode?

- Så er der lige pludselig rigtig mange hensyn at tage. Skal vi så også lade være med at flyve med Qatar (Airways, red.) eller Emirates eller med luftfartsselskaber, som ikke indgår de faglige aftaler, som der er nogle, der kan have holdninger til? For os er det afgørende, at Amnesty ikke anbefaler en boykot, og at vi også betaler for de omkostninger, der er i forbindelse med ligalandsholdets tur, siger Høyer.

Læs hele tipsbladet.dk's udredning af forbindelserne mellem fodbold og magtapparatet i Abu Dhabi her. Læs også alle spørgsmålene til og svarene fra Jakob Høyer i denne artikel.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.