Video : Tipsbladet
Landshold

Hareide: Vi har skabt en tro på os selv

Landstræner Åge Hareide tror på succes for det danske landshold i jagten på point i de to afgørende VM-kvalifikationskampe i oktober..

Med sejren over Polen og Armenien i de seneste to VM-kvalifikationskampe har det danske landshold skæbnen i egne hænder i forhold til at spille sig til minimum en playoff-plads om en billet til VM-slutrunden i 2018.

Det vil kræve sejre ude over Montenegro og siden hjemme over Rumænien i Telia Parken. 

Landstræner Åge Hareide har mandag udtaget sine spillere, og der bliver tale om en gentagelse af truppen, der vandt 4-0 hjemme over Polen og 4-1 over Armenien. Dog med den ene forskel, at Nicolaj Jørgensen er ude med en skade og bliver erstattet af Yussuf Poulsen, der er frisk igen.

Åge Hareide slår i forbindelse med udtagelsen fast, at det blandt andet er den nye gejst på og omkring landsholdet, der skal sørge for de rette resultater i de to kommende kampe. 

- Det bliver mere en mentalt opgave, end det bliver en fysisk opgave. Vi har fået skabt en tro på os selv og på holdet. Det gælder også i befolkningen og pressen, og det handler meget om at have den rette power og selvtillid.

- Kampen mod Polen har givet os en ny energi i forhold til troen på, hvad vi kan opnå, siger Åge Hareide. 

Landstræneren har lavet sit hjemmearbejde og er helt enig i, at der skal seks point til i de to sidste kampe, hvis det danske hold mindst skal hente andenpladsen i gruppen, men han understreger også, at tre point kan vise sig at være nok, hvis resultaterne i gruppens andre kampe flasker sig. 

Danmark tabte det første møde hjemme mod Montenegro, men Åge Hareide frygter ikke opgøret på udebane. 

- Vi skabte masser af chancer i den første kamp - vi fik blot ikke scoret på dem. Vi går efter sejren mod Montenegro. Hvis vi kan præstere som i de to seneste kampe – så vinder vi, siger han og understreger, at en del af den succes, som landsholdet nyder i øjeblikket også handler om mere kontinuerlig spilletid til flere af spillerne.

- I fjor kunne vi mærke en vis mental træthed hos flere spillere, da mange netop havde skiftet klub og skulle præstere der. Denne gang er det mere stille og roligt, og det er vi glade for, siger Åge Hareide. 

Danmark møder Montenegro på udebane 5. oktober og runder VM-kvalifikationen af med hjemmekampen mod Rumænien 8. oktober i Telia Parken.

​