Clattenburg forlader Premier League: Har fået job i Saudi Arabien
Foto: Laurence Griffiths/Getty Images
Premier League

Clattenburg forlader Premier League: Har fået job i Saudi Arabien

En af verdens bedste dommere, Mark Clattenburg, stopper som dommer i Premier League, da han har fået et job i Saudi Arabien.

Mark Clattenburg har dømt sin sidste Premier League-kamp. Den 41-årige englænder stopper dommerkarrieren i hjemlandet for i stedet at tage et job i Saudi Arabien. Det skriver den engelske dommerforening, PGMOL.

- PGMOL vil gerne ønske Mark Clattenburg vel, mens han forbereder sit skifte til det saudiarabiske fodboldforbund, skriver foreningen. 

Det fremgår ikke, hvad Clattenburg præcis skal lave i Saudi Arabien, men The Guardian mener at vide, at han skal afløse en anden tidligere engelsk dommer, Howard Webb, der har været dommerchef i Saudi Arabien siden 2015.

Det står til gengæld klart, at han ser ud til at forlade sin nuværende post som Premier League-dommer før den næste runde af kampe, som begynder 25. februar. Den kommende weekend er afsat til FA Cup.

Clattenburg anses som at være en af de bedste dommere i verden. I 2016 dømte han således både FA Cup-finalen, Champions League-finalen og EM-finalen. Han har dømt i Football League siden 2000.