Helenius-agent: Klubskifte er en mulighed
Illustration
Premier League

Helenius-agent: Klubskifte er en mulighed

De næste to måneder bliver meget afgørende for, om Nicklas Helenius har en fremtid i Aston Villa. Det fastslår spillerens agent.

Nicklas Helenius burde være en svær mand at overse med sine 195 centimeter, men alligevel bliver der ikke lagt så meget mærke til den tidligere AaB-bomber i England, hvor han lever noget af en skyggetilværelse i Premier League-klubben Aston Villa, som købte ham forud for denne sæson. Den nordjyske angriber har blot været i aktion i tre Premier League-kampe for Aston Villa i denne sæson - den seneste helt tilbage i slutningen af oktober sidste år.

Alligevel holder Helenius hovedet højt, selv om situationen langt fra behager ham.

- Ja, det gør han. Det er rigtigt, at han ikke har været på banen i Premier League siden oktober, men han har været med omkring holdet. Har har døjet lidt med en overbelastningsskade de seneste par uger, men han er så småt på vej tilbage i fuldt vigør, og når han er det, så må han bevise, at han hører til på holdet. Han må tage imod udfordringen med oprejst pande, og det ved jeg, at han også gør, siger Nicklas Helenius' agent, Mads Bach Lund, til tipsbladet.dk.

Han fastslår, at tilkendegivelserne fra Aston Villa udelukkende har været positive.

- Aston Villa meldte klart ud, at en lejeaftale ikke kunne komme på tale i vinter, og det kan man jo kun tolke som, at klubben tror på ham. Vi havde et møde med Aston Villa for nylig, og her var beskeden til Nicklas også, at han skal arbejde benhårdt, siger Mads Bach Lund, der dog lufter muligheden for et klubskifte til sommer, hvis ikke situationen klarer en smule op.

- Det kunne sagtens ske. Der er to måneder tilbage af sæsonen, og det er to meget afgørende måneder for Helenius. Det er hans mulighed for at vise, at han kan være med. Og det kan han. Han har fået debut i tre turneringer og har også scoret et mål i cuppen. Men det er klart, at det selvfølgelig ikke kan udelukkes, at klub og spiller bare må erkende, at det her ikke er det rigtige, og så må vi tage den derfra.

Nicklas Helenius har foruden de sportslige udfordringer i Aston Villa også skullet vænne sig til et helt nyt liv i et andet land, og det har også taget hårdt på den 22-årige nordjyde.

- Det har været hårdt for ham. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde andet. Mange har den opfattelse, at nu er Nicklas kommet til England og skal til at leve det fede liv, men sådan fungerer det altså bare ikke. 

- Nicklas var den mest profilerede spiller i AaB og spillede sig på landsholdet, og nu er han et stykke tilbage i køen i Aston Villa. Det er mentalt hårdt, og det har hele transformationen til England været. I AaB blev der passet godt på Nicklas af især Lynge Jakobsen, og nu står han på egne ben i et andet land. Det har ikke været nemt for ham, slutter Mads Bach Lund.