Premier League

Koryfæer enige: Poulsen for dårlig

Fire klublegender fra engelske Liverpool er enige om Christian Poulsens niveau: Han er ikke god nok til Liverpool.

I sommer skiftede den danske landsholdsanfører Christian Poulsen til den traditionsrige klub Liverpool FC, men hverken Liverpools eller Christian Poulsens spillemæssige niveau har været specielt høj denne sæson.

Som én af manager Roy Hodgsons nyerhvervelser er Poulsen flere gange blevet udpeget som syndebuk, og nedsablingen af danskeren fortsætter. Sporten.dk har talt med fire Liverpool-legender, og de er alle enige.

- Han er desværre bare ikke god nok til Liverpools hold. Poulsen var bestemt en god spiller med internationalt niveau for et par år siden, men han er kommet til klubben og til den engelske liga to-tre år for sent. Poulsen er bare ikke længere på toppen af sin karriere, og så er det svært at komme til Premier League, hvor en mand på hans centrale position skal dække et enormt område og gøre det i det højeste spil-tempo i verden. Det magter han ikke længere, siger Mark Lawrenson, der i dag er ekspertkommentator på BBC, til sporten.dk.

De øvrige koryfæer mediet har talt med er Ronnie Whelan, Tommy Smith og Alan Kennedy. Alle er de enige om, at Poulsen ikke er god nok til Liverpool.

Klubben ligger i øjeblikket nummer ni i Premier League - 12 point efter Manchester United på førstepladsen.