Lallana: Vi kan stadig nå top-fire
Illustration
Premier League

Lallana: Vi kan stadig nå top-fire

Liverpools Adam Lallana tror stadig, at holdet kan slutte blandt de fire øverste og dermed atter sikre sig adgang til Champions League til næste sæson.

Liverpool har langt fra kunnet leve op til de fornemme præstationer i sidste sæson, hvor Merseyside-klubben blot var to point fra at snuppe det engelske mesterskab. 

Indtil videre er det blot blevet til fire sejre i de første 11 kampe, hvilket placerer klubben på en skuffende plads som nummer 11.

Men drømmen om at komme i Champions League til næste sæson lever stadig ifølge Adam Lallana.

- Vi tror stadig, at vi kan ende i top-fire, og efter min mening vil det være en bemærkelsesværdig præstation i betragtning af, at vi spiller i Champions League. Men vi vil ikke kigge så langt frem - vi vil bare tilbage på vindersporet, siger Lallana til BBC.

Det spor kan Liverpool komme tilbage på søndag, når holdet rejser til London for at møde Crystal Palace.

- Kampen mod Crystal Palace er en god mulighed for at få tre point og starte en stime, siger Lallana, der meget gerne vil vinde trofæer med den klub, han skiftede til i sommer.

- Sølvtøj bør være målet for os. Vi håber på at snuppe et trofæ, og manageren har sagt, at han har set forbedringer, siden han kom til klubben - dog uden at vinde et trofæ. Det er helt sikkert målet, lyder det fra den engelske landsholdsspiller.

Liverpool har inden weekendens runde fire point op til West Ham på den fjerdeplads, der giver kvalifikation til Champions League.