Video : Tipsbladet
Premier League

Solskjær: United må ikke blive naive mod Tottenham

Manchester United-manager Ole Gunnar Solskjær mener, at det er vigtigt, at man kommer ordentligt frem mod Tottenham - men til en vis grænse.

Siden Ole Gunnar Solskjær blev ansat som midlertidig manager i Manchester United er klubben gået fra den ene sejr til anden, og nu er de oppe på fem af slagsen ud af fem mulige. I de fem kampe har modstanderen ikke været fra toppen, men det kommer søndag, hvor Tottenham står på den anden side.

Dermed kommer den norske manager til at stå overfor sin første store prøve, og han har taktikken klar. Det fortæller han i et interview med Soccer AM.

- Når man skal møde et godt hold, så er du nødt til at forsvare. Du skal gøre dig fortjent til at vinde kampen. Vi kommer ikke til at til at gå ud og være krigeriske og naive, men Manchester United handler også om offensiv fodbold, forklarer Solskjær.

Derfor slår han også fast, at det er vigtigt, at man ikke bare står tilbage med en defensiv indstilling til kampen. Samtidig husker han også, at United førhen har haft ganske gode kampe på Wembley, der er Tottenhams hjemmebane, indtil de rykker ind på deres nye stadion.

- Det bringer tit det bedste frem i ret mange spillere, når man har United-trøjen på, når man er på Wembley. Det håber jeg, at man kan se, siger nordmanden.

Kampen mellem Tottenham og Manchester United spilles søndag klokken 17.30, og den sendes direkte på 6'eren.