Wenger: Henry kan blive manager i Arsenal
Illustration
Premier League

Wenger: Henry kan blive manager i Arsenal

Thierry Henry er efterhånden blevet 37 år gammel, og fremtiden kan byde på en tilværelse som Arsene Wengers afløser

Arsene Wenger har siden 1996 været manager i Arsenal, og dermed er han den manager i Premier League, som har siddet længst tid i det varme sæde. Men nu åbner han op for en mulig afløser. Således afviser han ikke, at klubikonet Thierry Henry kan blive manager i Arsenal en dag.

- Det er ikke umuligt. Jeg byder alle tidligere spillere velkommen tilbage til klubben, men det bliver ikke bare for at give dem et tilfældigt job. Der skal være et job ledigt, og det skal være et job, hvor man skal yde noget, fortæller Arsene Wenger ifølge Goal.com.

- Han har alt det, der skal til for at blive manager i Arsenal. Men det kræver, at han kan ofre sig for det. Når man er spiller, så tænker man, at manager-jobbet er det letteste i verden. Men det finder man hurtigt ud af, at det ikke er. Hvis man ikke er forberedt på det, så holder man ikke til det, udtaler Wenger.

- Man skal kunne modstå kritik, specielt når man føler, at den ikke er berettiget. Så han skal lære jobbet at kende først. Det er ikke bare noget, man lige gør. Jeg har set mange, der har haft kvaliteterne, men som ikke har klaret det, fordi de ikke var forberedt godt nok, fortæller den rutinerede manager yderligere.

Thierry Henry spillede 254 kampe for Arsenal fra 1999 til 2007, hvor det blev til 174 mål. Efterfølgende fortsatte han karrieren i FC Barcelona, mens New York Red Bulls siden 2010 har haft glæden af den 37-årige franskmands evner.