AaB tæller ned til lukketid
Illustration
Superliga

AaB tæller ned til lukketid

Allan Gaarde ser frem til, at transfervinduet lukker på fredag, så AaB kan fokusere på andet end risikoen for at få et tilbud, man ikke kan sige nej til. 

Det er ikke kun på forsiden af tipsbladet.dk, at nedtællingen til transfervinduets lukning fredag klokken 23.59.59 er et tema. 

Det er det også i Aalborg, hvor AaB's sportschef Allan Gaarde egentlig bare går og venter på, at det bliver fredag. Ikke fordi det betyder bytur, weekend eller fyraftensøl, men fordi AaB så kan vide sig sikker på, at den nuværende trup også spiller forårssæsonen færdig. 

AaB skal ikke hente flere spillere denne januar, og klubben vil helst heller ikke afgive personale til andre klubber. Derfor må det gerne snart blive fredag. 

- Vi er godt tilfredse med, at vinduet snart lukker, og vi ville også være tilfredse, hvis det lukkede i aften. Fredag må gerne komme hurtigt. Vi har ikke store planer om at gøre nogle store ting i vinduet, og derfor vil det være fint at få det lukket, så vi kan bruge vores kræfter på at optimere tingene for de spillere, der er i klubben, siger Allan Gaarde til tipsbladet.dk

Han erkender, at der er risiko for, at AaB kan miste en spiller i løbet af de næste par dage.  

- Det er en del af mit job at forberede de scenarier, der kan opstå, ”hvis nu...”. Ligesom det er for de fleste andre danske klubber, så kan der komme et bud, hvor det er naturligt at slå til. Det er en del af vores profil at sælge spillere, hvis det rette bud kommer, for vi har nogle nordjyske talenter, som kan komme af sted. Det er også derfor, vi er en attraktiv klub: Spillerne ved, at der er mulighed for at komme af sted til udlandet, siger Gaarde.

En af disse unge nordjyder er Kasper Kusk, som har været genstand for stor interesse gennem længere tid. Allan Gaarde ser meget gerne Kasper Kusk fortsætte i klubben, og han regner også med, at den unge offensivspiller er AaB'er efter på fredag. 

- Det er de indikationer, jeg får, og det er det, jeg forventer. Kommer den rigtige klub med det rigtige tilbud for både Kasper og AaB, kan det være svært at sige nej, men Kasper vil have godt af at blive et halvår år mere her. Det vil være en gave for os, hvis han bliver her, men også for ham, for vi har ikke set det bedste af ham endnu, siger Allan Gaarde. 

Senest er også AaB's Nicolaj Thomsen blevet sat i forbindelse med en klub uden for landets grænser. Hollandske Heerenveen viser interesse, men Allan Gaarde ønsker også, at Thomsen bliver i klubben. 

- Selvfølgelig. For Thomsen gælder det samme. Han er en ung spiller, som vi ikke har set det bedste af, og jeg mener, at det nordjyske publikum har fortjent at opleve dette hold med Kusk og Thomsen spille sæsonen færdig, siger Allan Gaarde, mens viseren går sin langsomme og monotone gang rundt på uret og kommer nærmere og nærmere fredagens befriende lukketid.