Video : Tipsbladet
Superliga

Bo Henriksen tog forgæves til Finland for at scoute

I øjeblikket kigger AC Horsens-træner Bo Henriksen efter en angriber, der kan erstatte Kjartan Finnbogason. Afløseren løber ikke rundt i Finland.

Alexander Ludwig og Ayo Simon Okosun har i denne uge forladt AC Horsens. Til gengæld er Søren Reese og Sammy Skytte stødt til truppen på lejeaftaler i løbet af de seneste par dage.

Men eftersom Kjartan Finnbogason ikke forlænger sin kontrakt i klubben, leder trænerteamet med lys og lygte efter en ny angriber. I øjeblikket tester AC Horsens Brøndby-angriberen, Mileta Rajovic, der træner med indtil onsdag i næste uge.

Her stopper jagten dog ikke. Bo Henriksen er netop vendt hjem efter en tur til Finland.

- Vi kiggede på en enkelt spiller, men han var ikke dygtig nok. Han vil nok komme til at kunne forstærke os på sigt, men vi kigger efter spillere, der kan forstærke os her og nu, så derfor sker der ikke mere i den sag, siger cheftræneren til Horsens Folkeblad.

Det forventes, at AC Horsens som minimum forstærker sig med to offensive spillere denne sommer.