Brøndby-stopper: Har været en lorteperiode
Illustration
Superliga

Brøndby-stopper: Har været en lorteperiode

På søndag spiller Daniel Stenderup sin første Superligakamp i ni måneder. Han glæder sig til at vise sig frem igen på Brøndby Stadion.

16. maj 2013 ligger efterhånden ni måneder tilbage. Så lang tid er det siden, at Daniel Stenderup sidst var i kamp i Superligaen for Brøndby. Søndag kommer han det sandsynligvis igen. 

Efter et langt skadesforløb efter et knoglebrud er han atter klar igen, og meget tyder på, at han kommer til at starte inde, når Brøndby møder AaB i forårspremieren. Brøndby har således både Khalid Boulahrouz og Michael Almebäck ude med karantæner, mens Martin Albrechtsen er skadet, og derfor ser det ud til, at der bliver brug for Daniel Stenerup i den vigtige topkamp. 

Det glæder han sig til.

- Jeg føler, at jeg er kommet godt i gang, og jeg har ikke nogen problemer med min ankel. Det er ud til, at jeg kommer til at spille, og jeg har en god fornemmelse. Det er naturligt, at man gerne vil spille frem for at sidde på bænken, og jeg håber da, at jeg kan gribe chancen, når jeg får den, siger Daniel Stenderup til tipsbladet.dk.

Det har været en lang vej tilbage til førsteholdet efter skaden, og derfor betyder det meget for Daniel Stenderup at komme i kamp igen. 

- Det har været en lorteperiode, for man vil jo gerne være med i kamp og på træningsbanen. Jeg har kæmpet hårdt, og det er gået stærkt nu her, hvor der er kommet skader og karantæner. Jeg får chancen igen nu, og det er positivt. Det betyder en hel masse for mig. Det er min første kamp i lang tid på Brøndby Stadion. Det har jeg savnet, og jeg vil vise, at jeg er tilbage og er fit, siger han. 

Til søndagens kamp mod AaB har Brøndby mange skader og karantæner, og spørgsmål er, hvordan Daniel Stenderups situation ser ud, når folk som Martin Albrechtsen og Khalid Boularouz atter er klar til at spille. 

- Det bliver svært, for det er stærke spillere, jeg er oppe i mod. Men det er også en motivation til at levere det bedste hver gang. Det handler om at være stærk og bevare de gode muligheder for at spille. Det er altid svært at vide, hvad træneren tænker, men jeg må bare spille en god kamp. Hvis det går godt, kan jeg ikke gøre mere, siger Daniel Stenderup. 

Det forventes at Daniel Stenderup kommer til at spille i midterforsvaret sammen med Dario Dumic, mens de to backer på Brøndby-holdet bliver varetaget af Frederik Holst og Patrick da Silva, idet også Riza Durmisi er ude med karantæne. 

Få det fulde overblik over Superligarunden her.