Video : Tipsbladet
Superliga

Esbjerg-træner storroser FCN: De er Danmarks bedst spillende hold

FCN er landets bedst spillende, mener Lars Olsen. Ifølge FCN-træner skyldes det indøvede angrebsmønstre.

FC Nordsjælland scorede lørdag holdets 43. og 44. mål i denne sæson i 3F Superligaen, da holdet slog Esbjerg 2-1 på udebane.

FCN er ligaens mest scorende hold, og ifølge Esbjergs cheftræner, Lars Olsen, er det også landets bedst spillende hold.

- Når FCN ruller sig ud, så er det Danmarks bedst spillende hold. Spillerne er dygtige, og det er sjældent, de taber bolden, siger han.

Det fik Esbjerg også at mærke i perioder i lørdagens kamp.

Læs også:FCN-træner: Damsgaard kan blive dygtig A-landsholdsspiller

Esbjerg bragte sig ellers foran efter ti minutter, men så satte FCN sig på opgøret.

- Efter vi kom tidligt foran, spillede FCN rigtig godt i 15-20 minutter. Når FCN spiller sådan, er det Danmarks bedst spillende hold, siger han.

Ifølge FCN's cheftræner, Flemming Pedersen, skyldes den farlige offensiv holdets spilsystem, og at det har indøvede angrebsmønstre, så spillerne ved, hvad de skal gøre, og hvor de skal være i forskellige situationer.

- Det er det systematiske med hensyn til vores spilmønstre, som gør os gode. Det er der, vi er lidt bedre end andre hold, siger han.

Læs også:Skuffet Lars Olsen: Der mangler de sidste fem procent

- Det handler om at forstå hinanden. Det optimale spil er, hvis ti markspillere har de samme tanker i samme situation. For så er man hele tiden foran modstanderen, siger Flemming Pedersen.

Det kunne blandt andet ses ved det udlignende mål, hvor angriberen Mikkel Damsgaard efter et fint opspil spillede Mohammed Kudus fri med hælen.

- Mikkel Damsgaard er også en stor del af vores offensiv. Og hvis han skal udfolde sig, skal han have nogle, der løber rigtigt for ham, og det skal være indøvet, siger Flemming Pedersen.

/ritzau/

Læs også:Ekstatisk FCN-keeper efter endnu en sejr: Det er helt fantastisk

Læs også:Bedst og værst: Drømmemål og dumt straffespark gav FCN sejren

Læs også:FCN fortsætter godt forår med udesejr over Esbjerg