Video : Tipsbladet
Superliga

Henrik Dalsgaard: Jeg fik ikke, hvad jeg fortjente i AaB

Henrik Dalsgaard var ikke tilfreds med økonomien i den kontraktforlængelse, han blev tilbudt i AaB, og derfor valgte han at tage til Zulte Waregem.

Henrik Dalsgaard har nu tørnet ud for Zulte Waregem i lidt mere end et år, og alt i alt har det været et godt år for for den 27-årige højre back, der i søndags opnåede en triumf af de helt store, da han vandt den belgiske pokalturnering med blandt andre sine danske holdkammerater Brian Hamalainen og Lukas Lerager.

Landsholdsaktuelle Henrik Dalsgaard skiftede til Zulte Waregem efter mange år i AaB, og nordjyderne ville gerne have beholdt højre backen, men de to parter kunne ikke nå til enighed om økonomien. Derfor tog Dalsgaard til Belgien, og han lægger ikke skjul på, at der er flere penge at tjene i belgisk fodbold.

- Ja, det er der ingen tvivl om. Det var også en af grundene til, at vi smuttede. Jeg syntes ikke helt, jeg fik det, jeg fortjente i AaB, og så dukkede der noget op her, der var mere spændende. Man skal selvfølgelig spille mere, end jeg har gjort på grund af skaden, men hvis man kommer til at spille, så er det rigtigt sjovt, siger Henrik Dalsgaard til Clasico.

Han beretter om store forskelle på dansk- og belgisk fodbold.

-  Når man kommer fra et hold som AaB, hvor det er meget, meget taktisk, så kan det godt være lidt frustrerende at komme herned, fordi det er lidt mere hovedet af, og så skal du bare løbe. De tænker ikke på, om de mister bolden nogle farlige steder, og de spiller med backerne meget højt oppe. Og det er også godt fremad med midtbanen. Nogle gange tænker jeg, at det kan simpelthen ikke gå godt, det her, lyder det fra Henrik Dalsgaard.

Henrik Dalsgaard er lige nu samlet med det danske landshold, og han forventes at starte inde mod Rumænien den 26. marts.