Video : Tipsbladet
Superliga

Hobro-anfører: Skal ud af det her, inden det bliver helt galt

Jonas Brix-Damborg håber på tilskueropbakning og opildner til hårdt arbejde inden weekendens møde med Vejle Boldklub.

- Det var fucking forløsende. Så kan I kraftedeme lukke røven med alt jeres forpulede pis og møg om spillermøde. Det her var på ren arrigskab for Kuhn. Det tænder os fuldstændig, når der kommer sådan noget pis ud. Vi snakkede om, at vi skulle rykke sammen, og det viser vi også i dag.

Sådan lød den følelsesladede reaktion fra Hobro IK's anfører Jonas Brix-Damborg, umiddelbart efter at Hobro havde slået FC Nordsjælland med 3-2 i runden inden landskampspausen.

I medierne kørte der historier om, at Hobro-truppen skulle være utilfreds med cheftræner Allan Kuhn efter et skuffende efterår, og det gik Hobro-spillerne ud og modbeviste med en mandfolkepræstation og en tiltrængt sejr.

I den seneste runde kom armene dog ned igen for Superligaens bundhold, der tabte til Esbjerg, og som nu skal forsøge at hente endnu en hjemmesejr, når oprykkerne fra Vejle kommer på besøg:

- Vi skal rykke endnu tættere sammen. Det er jo den der kliché om, at man hele tiden skal rykke tættere og tættere sammen. Det er det, det handler om, og at vi arbejder hårdt for hinanden, og det starter allerede på træningsbanen. Det er jo egentlig der, at grundstenene bliver bygget. Det bliver vigtigt, at vi nu stepper op. Vi skal ud af det her, inden det bliver helt galt, siger Jonas Brix-Damborg til klubbens hjemmeside.

Han opildner desuden til, at folk i lokalområdet også rykker sammen og støtter nordjyderne:

- Så er der også ting, der kan hjælpe os, og det er bestemt også, at der kommer mange folk på stadion. Det håber vi at se her på søndag mod Vejle, fordi vi har brug for alle lige nu. Det er både sponsorer og tilhængere, som vi håber på vil støtte os i det her, for det har vi brug for, fortæller Hobro-anføreren.

Der er kampstart på DS Arena i Hobro kl. 12.00 søndag middag.