Hobro og Esbjerg delte i porten
Illustration
Superliga

Hobro og Esbjerg delte i porten

Et klassemål af Martin Thomsen sikrede Hobro endnu et point, da det blev til 1-1 hjemme mod Esbjerg.

Hobro har nærmest gået på vandet i de første par runder af Superligaen, og det blev heller ikke i denne runde, at oprykkersensationen kom ned på jorden. I lørdagskampen fik Hobro således et point hjemme på DS Arena mod Esbjerg, der kom med en dugfrisk sejr over FC Vestsjælland i bagagen.

Opgøret endte således 1-1 efter en fremragende udligning af værternes Martin Thomsen i anden halvleg.

Der var spillet et kvarter, da gæsterne fra Vestjylland bragte sig foran med 1-0. Målfarlige Martin Pusic modtog bolden på kanten af Hobros feltet, og efter at have lagt den til rette for sig selv bankede han den i kassen til Esbjerg-føring på 1-0.

Dette var også stillingen ved pausen, men kort inde i anden halvleg svarede Hobro tilbage ved Martin Thomsen, der åbenbart kun har pragtmål i sine støvler. Efter 49 minutter bankede Thomsen et frispark direkte i kassen til 1-1, som også blev slutresultat af lørdagskampen.

Resultatet betyder, at Hobro indtager tredjepladsen i Superligaen, og den plads beholder oprykkerne, medmindre FC Nordsjælland slår topholdet FC Midtjylland i morgen aften. Esbjerg er i skrivende stund nummer otte.