Video : Tipsbladet
Superliga

Lejesvend overvejer længere Brøndby-ophold

Angriber Nikolai Laursen er i Brøndby på en lejeaftale - måske kan den lejeaftale blive forlænget eller gøres permanent.

Han er kun 20 år, men han har allerede prøvet en del i sin fodboldkarriere, Nikolai Laursen.

Tidlig debut for Brøndby, stort salg til udlandet og en alvorlig skade. Nu forsøger Brøndbys lejesvend så at få gang i karrieren igen, og det sker i klubben, hvor det hele tog fart.

Laursen scorede en enkelt gang i syv Superliga-kampe i et efterår, hvor han måtte slide lidt med skader, men håbet er, at han kan spille et godt forår og vise sig frem, og så må han til sommer sammen med klubberne finde ud af, om han skal blive i Brøndby, tilbage til hollandske PSV eller et helt andet sted hen.

- Jeg er helt åben overfor, hvad der eventuelt skulle ske. Jeg tror egentlig bare, både jeg og Brøndby venter til sommer og ser, hvad der sker. Men jeg er glad her, jeg nyder at være her. Det er slet ikke noget, jeg vil afslå. Jeg skal udvikle mig som fodboldspiller, og det synes jeg også, jeg har gjort her, så jeg vil ikke udelukke noget, siger han til 3point.dk.

Nikolai Laursen kæmper i foråret med Kamil Wilczek, Mikael Uhre, Ante Erceg og Simon Hedlund om spilletid i Brøndbys angreb.

Laursen har kontrakt med PSV frem til sommeren 2020.