Video : Tipsbladet
Superliga

Mohammed Fellah om FCN: Vi matchede ikke hinanden

Mohammed Fellah glæder sig over at være tilbage i norsk fodbold. Han føler ikke, han var et godt match med FC Nordsjælland.

Mohammed Fellahs tid i dansk fodbold startede i 2013 med, at Esbjerg fB glemte at registrere ham til Europa League, og det har på en måde været ganske symptomatisk for nordmandens ophold i Danmark. Det blev ret uforløst.

Tiden i Esbjerg var alt i alt ganske fin, men skiftet til FC Nordsjælland i 2016 var en stor fejl, og sidste sæsons lejeaftale i OB ændrede ikke noget. I august fik han ophævet sin kontrakt med FC Nordsjælland og er nu vendt hjem til Norge og Sandefjord.

Fellah medgiver, at tiden i Danmark sluttede på en dårlig måde.

- Til slut var der meget, som ikke stemte mellem mig og det meste der i virkeligheden. Jeg har forsøgt at lægge det bag mig og fokusere på det, jeg kan gøre noget ved. Det er kampene, siger Mohammed Fellah til Eurosport.no

Den tidligere Superliga-spiller vil ikke gå i dybden med, hvad han konkret mener gik galt i Danmark. Mediet spørger, om det var trænerteamet i FC Nordsjælland, han kom på kant med.

- Vi matchede bare ikke hinanden. Det er det, jeg føler. Det gik fint i starten, men så var der noget mellem mig, træneren og andre ting der. Ikke mere end det. Det var en hård periode - i hvert fald når man ikke spiller kampe. Det er det, man elsker, lyder det fra Mohammed Fellah.

Tipsbladet.dk har været i kontakt med FC Nordsjælland, men herfra er meldingen, at man ikke ønsker at kommentere på Mohammed Fellahs udtalelser. 

Mohammed Fellah har fået en god start i Sandefjord og har scoret to mål i to kampe.