Ny FCK-spiller erkender: Det har været en hård start for mig
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Ny FCK-spiller erkender: Det har været en hård start for mig

Denis Vavro indrømmer, at han har mødt et par udfordringer siden sit skifte til FC København.

Ikke mange kendte til slovakiske Denis Vavro, da han blev præsenteret af FC København i det seneste transfervindue. I FC Københavns seneste Superliga-kamp fik Denis Vavro fuld spilletid mod Helsingør, men starten har været hård for forsvarsspilleren.

- Det har været en hård start for mig, for jeg kom lige fra U21-landsholdet og skulle i kamp efter kun et par træninger med mine nye holdkammerater. Men mine første oplevelser med klubben, fansene og omgivelserne har kun været positive, siger Denis Vavro til FC Københavns hjemmeside.

Det er dog særligt på det sproglige plan, at spilleren har mødt sine største udfordringer. Kun Jan Gregus kan snakke slovakisk, men alligevel har forsvarsspilleren stablet et samarbejde på benene med tjekkiske Michael Lüftner.

- Lüftner og jeg kommunikerer godt og forstår hinanden, så på den måde har det været nemmere for mig, både i forhold til det taktiske og med hvad der ellers sker under en kamp, fortæller Denis Vavro.

FCK hentede Denis Vavro fra slovakiske MSK Zilina, og spilleren skrev under på en fem-årig kontrakt.

Den unge slovak håber på mere spilletid, når FC København møder Silkeborg IF i morgen. Denne kamp spilles klokken 18.00.