Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: AaB - OB

Landskampspausen er forbi, og 13. spillerunde skydes i gang med et opgør mellem AaB og OB.

Kampfakta:
Kampstart: Fredag klokken 19.00
Spillested: Aalborg Portland Park
Dommer: Sandi Putros
På TV: TV3 Sport 
Hashtag: #aabob #sldk

Holdnyt:
AaB
Efter en elendig stime kom AaB tilbage på sejrssporet, da holdet vandt lokalopgøret mod Hobro med 2-0 før landskampspausen. De forudgående tre kampe havde Jacob Friis' mandskab tabt, og det var i alle tre tilfælde uden en skadet Lucas Andersen i startopstillingen. Mod Hobro var anføreren tilbage, og så kunne AaB igen vinde. 

De seneste uger har for alvor lært os, hvor afhængige AaB er af Lucas Andersen.

Den dårlige periode har kostet AaB pladsen i top seks, og selv om grundspillet kun er halvvejs, skal nordjyderne passe på ikke at miste mesterskabsspillet af syne. Der kan potentielt blive slået et stort hul ned til AaB i denne runde, hvis holdet taber til OB.

AaB har angriberen Tom van Weert ude på ubestemt tid på grund af en hjernerystelse, og derfor har klubben sat jagten ind på en ny angriber, der kan supplere Mikkel Kaufmann. I landskampspausen testede nordjyderne Oliver Drost, men det var ikke den rigtige løsning. 

Foruden nævnte Tom van Weert må AaB undvære midtstopperen Rasmus Thelander mod OB, mens Kasper Pedersen er klar igen.

OB:
Jakob Michelsen har kunnet notere sig en del skader i OB-truppen de seneste par uger, men resultaterne har alligevel være fine. Et decimeret fynsk mandskab har formået at besejre både FC Midtjylland og AC Horsens, og dermed holder de stribede sig til i toppen.

OB har de seneste runder måtte undvære Jacob Barrett Laursen, Ryan Johnson Laursen, Issam Jebali, Troels Kløve og Marco Lund, men andre har taget fint over i fraværet af den nævnte kvintet. Alle de nævnte spillere er udtaget til kamptruppen mod AaB, men da OB har udtaget hele 22 mand til kampen mod nordjyderne, og kun må have 18 i den endelige kamptrup, er der helt sikkert flere, der ikke bliver klar.

Bashkim Kadrii er for alvor steppet op, mens en spiller som Mads Frøkjær-Jensen viste sig flot frem mod både FC Midtjylland og AC Horsens. Han bør også starte inde mod AaB fredag aften.

Foruden de mange skadede spillere må Jakob Michelsen også undvære midtstopperen Ramon Leeuwin, der afsoner den første af to karantænedage for et direkte rødt kort mod AC Horsens. 

OB har i landskampspausen taget et nærmere kig den ghanesiske midtbanespiller Nana Boateng, men han har forladt Ådalen uden en kontrakt.

Karantæner:
AaB: Ingen
OB: Leeuwin

Bud på startopstillinger:
AaB (4-3-3): Rinne - Pallesen, Okore, Pedersen, Ahlmann - Fossum, Christensen, Olsen - Kusk, Kaufmann, Andersen

OB (3-5-2): Christensen - M. Lund, Tverskov, Juel Andersen - O. Lund, Thomasen, Drachmann, Frøkjær-Jensen, Madu - Kadrii, Svendsen

Profilen:
OB scorede fem mål i Superligaen i september, og Bashkim Kadrii var involveret i dem alle. De tre scorede han selv, mens han assisterede de to øvrige. Den tidligere FCK-spiller er sammen med Jeppe Tverskov hjertet på OB-mandskabet, og fredag skal Kadrii igen ramme et højt niveau, hvis fynboerne skal have noget med sig fra Aalborg. Bashkim Kadrii har ikke scoret mod AaB siden 2014.

Vidste du, at..:
Den tidligere OB-angriber Peter Utaka er den spiller, der har scoret flest mål i de indbyrdes kampe mellem OB og AaB. Nigerianeren, der huserede i Ådalen fra 2008 til 2012 har scoret otte mål mod AaB. De to klubber har mødt hinanden 82 gange i Superligaen.

Dom:
Fornemmelsen siger, at der kommer mål, men faktisk har det ikke været særligt målrigt de seneste par gange, AaB og OB har krydset klinger. Et AaB-hold på hjemmebane med Lucas Andersen mod et skadesplaget OB-mandskab bør være favoritter, men Jakob Michelsen har formået at trylle nogle fine resultater frem trods de mange skader. 

Fynboerne slipper også fra Aalborg med point. Vi byder 1-1 fredag aften.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel:

Læs også:FCK's reserver tævede Brøndby: Nicklas Bendtner i målhumør

Læs også:Duncan bombede i serie 4-debut: Når man scorer seks mål, er det vel godkendt

Læs også:Bo Henriksen om Færøerne: Det er meget nemt for mig at afvise

Læs også:Avis: Superliga-klubber bejler til dansk U21-landsholdsspiller

Læs også:Korsbåndet røg for tredje gang: Uvirkeligt, uforklarligt og meningsløst