Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: SønderjyskE - FC København

SønderjyskE har aldrig nogensinde slået FC København i Superligaen. Bliver 33. gang lykkens gang for Haderslev-klubben?

Kampfakta:
Kampstart: Mandag klokken 19.00
Spillested: Sydbank Park
Slutspil: Mesterskabsspil
Dommer: Dennis Mogensen
På TV: TV3 Sport 1
Hashtag: #sdjfck #sldk

Få spilforslag til kampen - klik her.

Holdnyt:

SønderjyskE:
Haderslev-klubben har været under pres i hele 2017. I vinterpausen sagde klubben farvel til cheftræneren og en række af de bærende kræfter, og i tabellen var der masser af klubber, der åndede vicemestrene i nakken. SønderjyskE stod imidlertid for presset og sikrede sig en plads i mesterskabsslutspillet, og det fortjener et klap på skulderen. Det er værd at bemærke, at sønderjyderne som det eneste hold formåede at ende i top seks med en minusmålscore.

I sidste sæson, hvor SønderjyskE endte på andenpladsen, beviste holdet, at de er i stand til at fastholde en topplacering, og i denne sæson er holdet i høj grad også med i medaljekampen - formentlig dog kun den om bronze.

SønderjyskE må undvære Casper Olesen, Johan Absalonsen og Eggert Jonsson.

FC København:
De danske mestre er ude af Europa League, så nu kan løverne koncentrere sig fuldt ud om at genvinde det danske mesterskab. Det er formentlig en mission, FCK kan lykkes med uden at anstrenge sig nævneværdigt. 12 point har Ståle Solbakkens mandskab ned til Brøndby IF, og det bliver mere end svært at hente for de blå-gule.

FC København har fortsat ikke tabt i Superligaen i denne sæson, og det er svært at forestille sig, at SønderjyskE bliver det første hold til at pille pynten af mestrene. Det helt store spørgsmål er, om løverne kan holde dampen helt oppe, nu hvor der reelt ikke længere står alverden på spil i resten af sæsonen.

FC København har døjet en del med skader på det seneste, men det ser ud til, at Erik Johansson, Mikael Antonsson og Andrija Pavlovic er med igen. Danny Amankwaa fik sine første minutter siden oktober i en reservekamp tirsdag, men han er stadig ikke i spil til førsteholdet. Rasmus Falk og Jores Okore er fortsat ude, og Nicolaj Thomsen udtalte tidligere på ugen til tipsbladet.dk, at han tvivler på, han når at blive klar i denne sæson. Også Tom Høgli sidder ude med en skade.

Karantæne:
SønderjyskE: Ingen
FC København: Ingen

Bud på startopstillinger:
SønderjyskE (4-1-4-1): Fernandes - Hedegaard, Kanstrup, Luijckx, Poulsen - Mattila - "Greko", Rømer, Madsen, Kløve - Uhre

FC København (4-4-2): Olsen - Ankersen, "Zanka" Johansson, Augustinsson -  Toutouh, Kvist, Matic, Verbic - Cornelius, Santander

Profilen:
Mikael Uhre har haft en flot sæson, og det er helt fortjent, at SønderjyskE-angriberen er inde omkring det danske U21-landshold. For Uhre gælder det imidlertid, at han skal score lidt flere mål, end han har gjort i denne sæson. Fire mål i 25 Superliga-kampe er lige i underkanten for angriberen, der dog også tit er temmelig alene i front hos sønderjyderne. Kan han få nettet til at blafre mod Superligaens klart bedste defensiv?

Vidste du, at..:
SønderjyskE aldrig nogensinde har slået FC København i Superligaen? Ja, det gjorde du formentlig. Vidste du derimod, at det er første gang i næsten et år, at FC København har en mandagskamp i Superligaen? Den seneste af slagsen vandt FCK 2-0 over FC Nordsjælland.

Dom:
Det er ikke i statistikken, man finder tro på, at SønderjyskE kan besejre FC København, og som med enhver modstander i Superligaen er det i det hele taget svært at finde et argument for, at FCK kan tabe netop denne kamp. Det tror vi heller ikke, at FCK gør. Ståle Solbakkens mandskab vinder 2-0 i Haderslev.

Seneste indbyrdes kampe, form og tabel: