Video : Tipsbladet
Superliga

Powerranking i Superligaen: De danske mestre starter i toppen

Så er der igen Superliga på menuen, og Tipsbladet har rangeret de 14 hold i dansk fodbolds bedste række før sæsonens første runde.

Bragt i Tipsbladet den 13. juli

En lang række transfers i topklubberne og tre nye hold fra 1. division vil utvivlsomt give justeringer i rangeringen i de kommende uger, hvor der også vil blive solgt yderligere profiler til udlandet. FC Midtjylland begynder på toppen, ikke så meget på grund af mester-statussen som forstærkningen af truppen.

1 FC Midtjylland
De har været mestre i mindre end to måneder, men det har bestemt ikke fået FC Midtjyllands ledelse til at tage afslappet på sommerens transfermarked. Man har købt den tyske profil Dominick Drexler til den offensive midtbane og yderligere tre-fire spillere, der er kandidater til startopstillingen. Det ser stærkt ud.

2. Brøndby IF
En på papiret lidt smal trup er blevet bredere, og selvom det er et tab at sige farvel til Frederik Rønnow og Teemu Pukki, bør truppen alt i alt ikke være svækket. Det store spørgsmål er det traumatiske tab af mesterskabet i sidste sæson. Har spillerne energien, efter at man løb tør i de sidste runder?

3. FC København
Der er skiftet ud på flere positioner, og forsvaret skal bevise det forventede niveau med Andreas Bjelland og Sotiris Papagiannopoulos i midterforsvaret og Jesse Joronen som nye folk, mens Kenan Kodro (Mainz) og den gamle favorit Dame N’Doye er tilbage i angrebet i stedet for solgte Federico Santander og Andrija Pavlovic. FC København er ikke færdig på transfermarkedet, og hvor meget mangler Ståle Solbakken, før han igen har et mesterhold til rådighed?

4. FC Nordsjælland
Ernest Asante og Rúnar Rúnarsson er væk, en ny målmand er hentet i Holland, og der ligger flere store spillersalg og lurer. Før de bliver effektueret, hører FC Nordsjælland, bedømt på sidste sæsons styrke og Kasper Hjulmands taktiske kløgt, til i medaljestriden.

5. SønderjyskE
Testkampe er, hvad de er, men SønderjyskE’s har været gode, og truppen er fornuftig. Hollandske Mart Lieder er skiftet på fri transfer fra den lille klub FC Eindhoven, hvor han scorede 30 mål i 31 kampe i næstbedste række. Ham er man meget spændt på i Haderslev.

6. AaB
”It is oh so quiet” sang Björk tilbage i 1995, samme år, hvor AaB vandt sit første mesterskab, og stille er det omkring AaB på transfermarkedet, hvor der utvivlsomt kommer til at ske noget, omend fokus er på at forbedre de unge spillere, man har købt i de seneste transfervinduer, og at holde niveauet hos veteranerne Rasmus Würtz, Patrick Kristensen og Kasper Risgård.

7. AGF
Kan AGF skabe chancer og ikke mindst score på dem, og kan man følge med topholdene i rækken efter at have domineret i nedrykningsgruppen med Hobro, Silkeborg og Helsingør? En sejr på 5-1 i en træningskamp mod Hamburger SV giver optimisme.

8. OB
Cheftræneren er ny, men Jakob Michelsen har indtil videre ikke fået andet nyt blod til førsteholdstruppen end Alexander Ludwig fra AC Horsens og en håndfuld teenagere fra ungdomsafdelingen. Under Kent Nielsen var OB et af de hold i Superligaen med mest boldbesiddelse, uden det kastede andet end midterplaceringer af sig. Kan Michelsens mere direkte opspil være løsningen på Fyn?

9. Hobro IK
Alt i alt en særdeles flot retur til Superligaen af Hobro, der nær var kommet i top 6. Håndterer man skiftet fra Thomas Thomasberg til Allan Kuhn godt og beholder Pål Kirkevold en sæson til, kan Hobro sagtens rykke frem på denne liste og igen spille med om top 6.

10. AC Horsens
Jo, de spillede 2-2 med Brøndby IF og blev dermed en afgørende faktor i medaljeslutspillet. Men Horsens havde svært ved at vinde, faktisk siden efterårsmånederne, og det bliver ikke lettere uden Simon Okosun, Jonas Thorsen, Alexander Ludwig, Kjartan Finnbogason og ikke mindst Jesse Joronen. Matej Delac, ejet af Chelsea siden 2010, er den nye målmand, mens det skal blive interessant at se, hvordan FCM-lejesvendene Sammy Skytte og Søren Reese klarer sig efter at være blevet købt af FCM fra Silkeborg og Viborg.

11. Vejle Boldklub
Det var et omskifteligt forår, men op kom Vejle endelig, da det gjaldt i de sidste spillerunder. Et solidt forsvar og offensive individualister, man kraftigt mistænker for også at kunne skabe problemer for modstanderne i Superligaen, gør Vejle til en stor ubekendt.

12. Esbjerg fB
Joni Kauko og Markus Halsti er hentet ind til defensiven, og i front har Esbjerg, da i hvert fald indtil videre, Anders Dreyer, der fik et stort gennembrud i sidste sæson og bliver en hovedpine for modstanderne, hvis et i Superliga-sammenhæng jævnt Esbjerg ellers forstår at sætte ham op til chancer.

13. Vendsyssel FF
Det holdt meget hårdt for Vendsyssel, der med en måned tilbage fyrede Erik Rasmussen som cheftræner. To lige playoffkampe mod Lyngby sendte klubben fra Hjørring i Danmarks bedste række, men selvom der er Superliga-erfaring at finde i truppen og et par interessante navne som topscoreren Emmanuel Ogude, er rationalet en sæson i bunden.

14. Randers FC
Med Bashkim Kadrii i god form sluttede Randers nedrykningsspillet godt og var bedre end de tre øvrige duellanter, der alle rykkede ned. Men sæsonen og truppen var ikke overbevisende, Kadrii og keeper Hannes Halldórsson er væk, og indtil nye åbenbaringer viser sig i truppen eller via transfermarkedet, ligner det en ny tung sæson i bunden af Superligaen.