Video : Tipsbladet
Superliga

Rundens Hold i Superligaen: 21. spillerunde

Tipsbladet.dk er klar med de 11 udvalgte for efterårets sidste spillerunde.

Superligaen er netop gået i vinterhi, men inden det kom så vidt blev 21. spillerunde afviklet. 

Derfor er det endnu engang tid til at sætte Rundens Hold i Superligaen baseret på præstationerne i de syv afsluttede kampe.

Herunder følger Rundens Hold i Superligaens 21. spillerunde - sat op i en 4-4-2-opstilling. 

Målmand: Robin Olsen, FC København (3)
Leverede et par stærke redninger og holdt igen-igen-igen rent bur i kampen mod AGF. Han har været en sikker sidste skanse for FCK-holdet i dette efterår.

Højre back: Johan Larsson, Brøndby IF (5)
Solid kamp af Brøndby-backen i 2-1-sejren over FC Midtjylland, hvor han havde flere gode aktioner både offensivt og defensivt. 

Central forsvarer: Kees Luijckx, SønderjyskE (4)
Stærk kamp af hollænderen i SønderjyskE's 0-0-kamp. Haderslev-klubben har netop forlænget med Luijckx, og det forstår man godt, for han har været fremragende gennem længere tid.

Central forsvarer: Andreas Nordvik, Esbjerg fB (1)
Han har ikke været den store succes i Esbjerg hidtil, men i den fornemme sejr over Randers var han godt spillende og en af årsagerne til, at det lykkedes vestjyderne at holde nullet i opgøret. 

Venstre back: Jesper Lauridsen, Esbjerg fB (1)
Der var flere Esbjerg-spillere, der gjorde en god figur i sejren over Randers. Lauridsen var en af dem, og Esbjerg kan glæde sig over, at han atter har været kampklar i sæsonens sidste par kampe, hvor klubben har været ubesejret efter hans comeback. 

Højre midtbane: Robert Skov, Silkeborg IF (3)
Endnu en fin scoring af Skov, der bare bliver ved med at imponere i Superligaen. Generelt leverede han en fornem kamp i Silkeborgs 1-1-dyst mod Lyngby. Spørgsmålet er, hvor længe Skov er i Silkeborg. 

Central midtbane: Hany Mukhtar, Brøndby IF (5)
Fornemt oplæg til Teemu Pukkis ene mål af Mukhtar, der i det hele taget var i fint spillehumør i Brøndbys sejr over FC Midtjylland. En af Superligaens største profiler får endnu engang en plads på Rundens Hold. 

Central midtbane: Mathias Nielsen, AC Horsens (3)
AC Horsens tog endnu en stor sejr, da AaB blev nedlagt med cifrene 3-0 fredag aften. Nielsen leverede vanen tro en stor arbejdsindsats og var en af Horsens' bedste i kampen. 

Venstre midtbane: Youssef Toutouh, FC København (3)
Hans formkurve har været stigende i dette efterår, og søndag var han endnu engang i hopla, da FC København vandt i Aarhus. Toutouh har udviklet sig til en profil i Superligaen og er i øjeblikket en af de mest seværdige spillere i ligaen. 

Angriber: Kjartan Finnbogason, AC Horsens (2)
Islændingen stod en for rundens mest finurlige scoring, da han chippede bolden over Nicolai Larsen i AaB-målet, og dermed havde han stor ære i Horsens 3-0-triumf mod AaB.

Angriber: Teemu Pukki, Brøndby IF (5)
Brøndby-angriberen kom på måltavlen to gange mod FC Midtjylland og cementerede sin status som Superliga-topscorer. På Rundens Hold for femte gang i sæsonen - det er fornemt i sig selv. 

I parantes bemærket er antallet af gange, spilleren har været udtaget til Rundens Hold.