Superliga-spørgsmål: Er det tid til FC Midtjyllands revanche mod Brøndby?
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Superliga-spørgsmål: Er det tid til FC Midtjyllands revanche mod Brøndby?

Guldkamp i Herning og genoprejsning for FC København. Tipsbladet.dk zoomer ind på runden.

Ét opgør overskygger alle andre i den forestående runde i Superligaen. Der er guldduel i Herning, og det behandler vi naturligvis her.

Men der spilles også fodbold i resten af landet, og selv om det meste er afgjort i nedrykningsspillet, er der er stadig noget på spil i begge ender af tabellen.

Tipsbladet.dk tager her et nærmere kig på 30. spillerunde.

Får FC Midtjylland revanche mod Brøndby?

Kun en bedre målscore adskiller Brøndby IF og FC Midtjylland i toppen af Superliga-tabellen, og det har førstnævnte ikke mindst de indbyrdes opgør at takke for. Brøndby vandt nemlig både på hjemme- og udebane i grundspillet.

Men FC Midtjylland har mere end revanche på spil, når de igen får besøg af deres guldrivaler torsdag aften. Det handler selvsagt også om de tre point og om det indbyrdes overtag. Det talte Brøndby-spillerne en del om, efter de vandt i Herning i begyndelsen af marts, og den psykologiske fordel vil midtjyderne have godt af at tippe til deres side.

Nogle af FCM-spillerne mener også, at Brøndby får for meget anerkendelse sammenlignet med dem selv, så det vil være en velegnet lejlighed for hjemmeholdet at retfærdiggøre de udtalelser med en sejr.

Kan FC København rejse sig efter to tunge nederlag?

Først var de foran mod FC Midtjylland, men endte med at tabe. Så var de foran mod Brøndby IF, men endte med at tabe.

De to seneste Superliga-runder har været hård kost for FC København, der fik brudt stimen af seks sejre på stribe ganske effektivt af de to tophold. Derfor er det bydende nødvendigt, at de forsvarende mestre begynder at vinde igen, hvis de vil fastholde presset på FC Nordsjællands tredjeplads.

FCK møder AaB i Parken, og mens hjemmeholdet har tredjepladsen at spille for, har AaB’erne kun femtepladsen, der hverken giver europæisk deltagelse eller noget som helt andet. Kun en sjat mere i tv-penge end sjettepladsen.

Er 18. gang lykkens gang for Lyngby BK?

Til at begynde med lignede trænerskiftet fra David Nielsen til Thomas Nørgaard lige præcis det, som sidste sæsons bronzevindere havde brug for til at kickstarte sæsonen. I de to første kampe under Nørgaard vandt Lyngby lige så mange sejre, to, som holdet havde gjort i de første ti kampe. Men siden har Lyngby ikke vundet.

Klubben har sandt for dyden også haft sit at slås med, navnlig konkurs-forskrækkelsen i januar og februar og de fem spillere, der forlod Lyngby i samme ombæring. Dengang var håbet, at når der faldt ro på, kunne holdet begynde at vinde igen. Det venter de stadig på.

Senest har omfattende skadesproblemer gjort arbejdet svært for cheftræner Nørgaard, men onsdag får Lyngby endnu en chance efter 17 kampe uden sejr. Bliver forsøg nummer 18 det forløsende?


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.