Tidligere sportschef om Randers-job: Det var en skrækkelig tid
Foto: Vendsyssel FF
Superliga

Tidligere sportschef om Randers-job: Det var en skrækkelig tid

Vendsyssels nye sportschef, Ole Nielsen, ser bestemt ikke tilbage på tiden i Randers med glæde.

I januar vendte Ole Nielsen tilbage til dansk fodbolds bedste række, efter han blev ansat i Vendsyssel FF. Her har Nielsen igen landet et sportschefsjob - noget, han ikke har haft, siden han i marts 2017 blev fyret i Randers FC.

Dengang ville administrerende direktør i Randers Michael Gravgaard, der siden selv er stoppet, af med Ole Nielsen. De to fungerede ikke godt sammen, og det kom altså til udtryk i form af en fyreseddel til Nielsen, der siden ønskede alle i Randers på nær Michael Gravgaard held og lykke i fremtiden.

Nu fortæller Vendsyssels-chefen så lidt om tiden i Randers.

Det gør Ole Nielsen i den nyeste udgave af Nordjyskes fodboldpodcast, Ripodsten.

- Man fandt ud af, at der også er en grum side i den her verden, det vidste jeg jo egentlig godt i forvejen, men jeg har tænkt meget over, hvordan det kunne gå så galt, som det rent faktisk gjorde. Det gav nogle ridser, som gjorde avs, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg synes det var en skrækkelig tid. Jeg har altid været glad for at gå på arbejde, men det var jeg ikke den sidste periode i Randers, siger Ole Nielsen blandt andet i podcasten.

Ole Nielsen var efter jobbet i Randers på blokken til jobs flere steder - blandt andet IFK Göteborg - men det job endte han ikke med at få, og i stedet blev Ole Nielsen altså sportschef i Vendsyssel. Nielsen bor allerede i det nordjyske, så der er ikke langt til arbejde nu.

Han blev ansat som sportschef 1. januar 2016 og havde altså jobbet lidt mere end et år.