Video : Tipsbladet
Superliga

Trods tre nederlag på stribe: Lyngby vil stadig have medaljer

Lyngby BK har meldt ud, at de går efter at få medaljer, og det gør de stadig, selv om de efter søndagens nederlag til Brøndby IF har tabt tre kampe i streg.

Brøndby IF har ikke været gode ved Lyngby BK de seneste uger. Først vandt de blågule den indbyrdes kamp i sidste runde af grundspillet, og i går vandt holdet så igen over Lyngby, denne gang 2-1.

Mellem de to Brøndby-opgør har Lyngby også tabt til FC Nordsjælland og er dermed for anden gang i sæsonen oppe på tre nederlag på stribe. Holdet meldte før slutspillet ud, at det ville gå efter at få bronzemedaljer, og de har nederlagene ikke ændret på.

- Vi har sagt, vi vil være nummer tre, ligesom vi sagde, vi ikke ville rykke ned. Og det har vi stadig tænkt os at gå efter. Jeg synes ikke, det er særlig langt væk med måden, vi spiller på for tiden. Hvis FC Midtjylland er vores største konkurrent, er jeg ikke så skræmt af, hvad jeg så fra dem sidst, vi mødte dem, siger David Boysen til BT.

Boysen og Lyngby er da heller ikke milevidt fra at indfri de forventninger. FC Midtjylland ligger aktuelt nummer tre med 41 point, mens både FC Nordsjælland, Lyngby og SønderjyskE har 39 point. 

Næste udfordring for Lyngby er netop FC Midtjylland, som gæster Lyngby Stadion på søndag.