Glem tikitaka: Spil kontra mod Belgiens stjerner

Danmark har hverken et lige så godt hold eller lige så dygtige spillere som Tyskland.

Og Danmark bliver heller ikke bedre end Belgien i løbet af de næste 12 dage, selvom Kevin De Bruynes skade er en bét for Danmarks puljemodstander.

Så, hvad var det præcis, Kasper Hjulmands hold skulle have gjort anderledes mod Tyskland?

Domineret kampen?

Forberedt sig på EM med et åbent slagsmål med en masse offensivt mod og folk foran bolden i forventning om, at man sagtens kan vinde en åben slagudveksling med Belgien?

Danmark har et habilt landshold, der bør gå videre fra gruppespillet senere på måneden, og selvfølgelig skulle danskerne ikke have haft så mange boldtab og tekniske fejl, som man præsterede mod tyskerne.

Men det nytter altså ikke at tro, at Danmark kan angribe frit mod Europas fem-syv bedste landshold og vinde kampe, hvor man åbner op og får kampene til at handle om, hvem der har de individuelt bedste offensivspillere.

Gør man det, får man tæsk, som Danmark oplevede i Leuwen i efteråret, da Belgiens offensive profiler fik for god plads i Nations League-kampen mellem de to landshold.

Især i 1. halvleg lykkedes kampen ikke for Danmark, der hang efter i både presspil og til tider også markeringer, og danskerne var heldige med ikke at være et par mål nede ved pausen.

Men Kasper Hjulmands forsøg med tre bevægelige og hurtige spillere i front med fysik og gode evner i især kontra- og omstillingsspillet efter bolderobringer gav 100 procent mening for mig.

Perfekt test
Prøv at se fremad til Belgien-kampen om 12 dage.

Hvis Kevin De Bruyne bliver klar, og det håber jeg dælme, for det vil være så modbydelig uretfærdigt, hvis verdens måske bedste fodboldspiller skal miste en slutrunde på grund af en tackling, der hørte mere hjemme i ishockey, stiller Belgien med ham, Romelu Lukaku, Dries Mertens, Eden Hazard og Thorgan Hazard fra venstre wingback til at dominere det offensive spil.

I en kamp med åbent visir, som vores naboer syd for grænsen kalder det, ville det være et kapløb mellem disse fem spillere og Danmarks offensiv om at score mest, hvis ellers danskerne overhovedet er i stand til at spille omkring det belgiske pres.

Lyder det som en brandgod idé?

Eller vil det være federe med en mere tilknappet kamp, hvor belgierne ligesom ved tidligere slutrunder puster og puster foran to tætpakkede, lavtstående kæder?

Og hvor Martin Braithwaite, Yussuf Yurary Poulsen og måske også Andreas Skov Olsen kommer i X antal løbedueller i løbet af 90 minutter med god plads bag Belgiens treer-kæde Thomas Vermaelen, Jan Vertonghen og Toby Alderweireld, der nu tilsammen er 101 år gamle?

Til en slutrunde skal man vinde så meget som overhovedet muligt, så snart man har et hold med fornuftige muligheder for at gå videre fra puljen og ikke har syv-otte fantastiske teenagere, der kan vinde EM og VM om to-fire år.

Derfor er min opfordring: Vær hamrende kynisk, vær trælse og svære at slippe af med i kampen, som Kasper Hjulmand så rigtigt var inde på i sine kommentarer efter onsdagens opgør.

Efter en lang og opslidende sæson skal man da ikke bruge første testkamp til at spille noget frisk angrebsfodbold og tabe klart, når man kan i stedet kan bruge opgøret til at forberede sig på den klart sværeste modstander, man lige nu har stående på balkortet.

Især offensivt er Danmark ikke – jeg gentager IKKE – på niveau med Belgien, Tyskland, Italien, Spanien, Portugal, England, Frankrig og Holland, især ikke målt på det verdensklasseniveau, disse modstanderes profiler har individuelt.

Derfor giver det langt mere mening at få kampen mod Belgien og de efterfølgende knockoutkampe mod lignende verdenklassehold, der selvfølgelig er forventningen til Danmarks landshold, til at handle om noget andet end det, modstanderen er allerbedst til.

I det lys giver Tyskland-kampen og landsholdets intention med den perfekt mening, selvom selve udførelsen naturligvis var langt fra det, man kan og skal forvente.