Leder: Lyngbys gamble udstiller DBU’s licenssystem

Med mindre man med vilje har gemt sig Castaway-style på en øde Stillehavs-ø de sidste 24 måneder, smadret alle elektroniske devices, og med fuldt overlæg stukket fingrene i ørerne og skreget ”LA-LA-LA-LA” i ansigtet på de lokale, der kom over for at spørge ham danskeren om Lyngby Boldklub, kan Lyngby Boldklubs dybe økonomiske problemer ikke være en nyhed.

Alarmerne har bimlet og bamlet siden 2016, for ikke at sige 2015, hvor Hellerup Finans overtog klubben, og som Ekstra Bladets sportschef Allan Olsen sagde, da nyheden om Lyngbys aktuelle livsfare breakede i sidste uge, er der noget patetisk over bebrejdelsen af danske medier for Lyngbys problemer med sponsorer og dermed kontantbeholdningen.

Et mere relevant spørgsmål er, hvordan klubben kunne tillade sig at skrive kontrakt med to svenskere i begyndelsen af måneden, når den økonomiske situation er så alvorlig. Det er dårligt håndteret i bestyrelsen og manglende ansvarsfølelse overfor de mange kreditorer, Lyngby har og står til at få i tilfælde af en konkurs 1. februar.

Det er dyrt at eje en fodboldklub.

I hovedreglen er en fodboldklub et stort, sort hul, der æder penge, og selvom planen med at afhænde klubben til udenlandske investorer nok var det eneste alternativ til en stenhård slankekur ned i nærheden af AC Horsens- og Helsingør-forbrug (en halvering af spillerbudgettet), var det også en risikabel plan.

Der er mange potentielle investorer derude i verden med vidt forskellige motiver for at købe ind, selvom det oftest ikke så meget vil være for den lokale klubs velvære som for en større klub, der vil have et farmerhold, eller tidligere investorer i spilleres transferrettigheder, der nu køber klubber i Europa for at malke transfermarkedet og kriseramte klubber.

Lyngby er lysår fra at være lige så attraktiv som FC Midtjylland og FC Nordsjælland, hvor man har langt større kontrol med ejerne, end Lyngbys bagland sandsynligvis ville få (og har i dag), og nu risikerer dansk klubfodbold så for anden gang på 16 år at se et Lyngby-hold i Superligaen bukke under i vinterpausen.

Sagen er også særdeles penibel for DBU og det licenssystem, man har skabt i tæt samarbejde med klubberne og Divisionsforeningen.

Der var sidste maj alvorlig tvivl om Lyngbys licens til en ny Superliga-sæson, og først i anden omgang godtog man Lyngby-ledelsens godtgørelse for, at man kunne spille 2018/2019-sæsonen.

Et Lyngby-kollaps om få dage vil få betydelige konsekvenser i såvel mesterskabskampen som i de to puljespil i bunden, hvor man skal afgøre, hvordan puljerne skal afvikles uden Lyngby (ifølge reglerne er det ikke som i 2002 muligt for Lyngby at spille sæsonen færdig med amatører), og hvordan de efterfølgende playoffkampe mellem Superliga-holdene i bunden og med nummer to og tre i 1. division skal foregå.

Lyngby-ledelsens risikable færd har altså konsekvenser for alle 13 konkurrenter i Superligaen og en række tophold i 1. division, der knokler dag efter dag for at komme i den bedste række.

Det vil forhåbentlig få Lyngby-toppen til at droppe enhver form for moralsk rethaveri og ansvarsforflygtigelse, hvis det går galt – det minimum af anstændighed kan man forvente, hvis man har holdt kollegerne i dansk fodbold for nar og kollapser midt i en sæson.

Og så er det forhåbentlig et wakeup-call, der ikke burde have været nødvendigt, til licensudvalget, DBU, Divisionsforeningen og alle andre om, at man skal tage sig eget licenssystem alvorligt i stedet for at håbe på, den nok går.

Jeg forstår fristelsen, og måske, forhåbentlig, løser situationen sig for Lyngby Boldklub. Men at en klub balancerer på afgrunden fungerer ikke for Superligaen og de kommercielle aftaler i milliardklassen, der er knyttet til ligaen – for ikke at tale om de utallige frivillige og ansatte på beskedne lønninger i klubber som Lyngby, der leverer en enorm indsats.