Generelle

Duncan: Skotterne er langt venligere end danskere

Morten 'Duncan' Rasmussen er faldet så godt til i Skotland, at han kalder skotterne for sødere og mere hjælpsomme end danskerne.

Han har kun været i Skotland i et par måneder. Alligevel tøver den tidligere AGF- og Brøndby-angriber, Morten 'Duncan' Rasmussen, ikke med at komme med sin dom over folket i Skotland i forhold til i hjemlandet.

- Skotterne er langt mere venlige og søde end danskere. Det overrasker mig egentlig ikke, men jeg har opdaget, at man her i Skotland er mere hjælpsomme end i Danmark, siger 'Duncan' til Celtics klubblad, The Celtic View, ifølge Sporten.dk.

Angriberen håber, at hans skifte til skotsk fodbold kan hjælpe ham til en plads i Morten Olsens VM-trup, og 'Duncan' er opmærksom på, at den anderledes skotske spillestil kan være med til at modne ham som fodboldspiller.

- Mit fokus er på at forberede mit spil og blive en bedre fodboldspiller. Der er mange forskelle på skotske og dansk fodbold. I Danmark går man meget mere op i at spille bolden langs jorden. Til gengæld er skotsk fodbold meget mere fysisk, og det går hurtigere. Der er en intensitet over det, som jeg godt kan lide, siger han.