Superliga

FCMs sportsdirektør ville til Brøndby

Jens Ørgaard forsøgte ifølge Ekstra Bladet at overtage jobbet som sportsdirektør i Brøndby efter Anders Bjerregaard.

Jens Ørgaard har spillet en stor rolle i FC Midtjylland, men var tingene gået som han, ifølge Ekstra Bladet, ville, havde han i dag siddet på direktionsgangen hos liga-rivalerne fra Brøndby.

Avisen skriver nemlig i dag, at Jens Ørgaard sendte en ansøgning, da Brøndby efter Anders Bjerregaards afgang jagtede en ny sportsdirektør. Flere uafhængige kilder bekræfter ifølge avisen historien. Selv afviser Ørgaard dog, og hos Brøndby ønsker man ikke at kommentere på sagen.

- Vi vil aldrig kommentere på emner og ansøgere til et job. Det er en intern proces. Den dag vi præsenterer en ny, den dag melder vi noget ud. Ikke før, siger Brøndbys direktør, Ole Palmå, til Ekstra Bladet.

Brøndby og FCM møder hinanden senere i dag.