Norge-brag blev en seerfiasko
Danmark fik et enkelt point med hjem fra Oslo, da de i lørdags spillede EM-kvalifkationskamp mod Norge. I optakten til kampen blev opgøret skreget op til at være årtusindets fodboldlandskamp.
Det prædikat kunne kampen ikke leve op til, hvis man ser på seertallene. I følge MediaWatch blev kampen set af ca. 638.000 seere på tv-kanalen, mens VM-kvalifikationskampen ude mod Sverige i juni 2009 blev set af ca. 939.000 personer på samme kanal.
Tv3 Puls kan i dag ses af godt 50 procent af tv-seerne. I 2009 kunne kanalen ses af godt 60 procent.
Der var op til Norge-kampen en del af kritik af, at den skulle vises på Puls, der kun kan ses af halvdelen af befolkningen. Men Tv3 valgte at sende kampen på sin Puls-kanal for at booste dens profil og tiltrækningskraft hos distributørerne.
Da landsholdet spillede landskamp mod England i feburar, blev kampen vist på Tv2. Den kamp blev set 1.136.000 seere - på trods af, at kampen var en testkamp og der dermed ikke var vigtige EM-kvalifikationspoint på spil.