Superliga

Chris Rolfe forlader AaB

AaB skiller sig af med amerikanske Chris Rolfe, der vender hjem til Chicago Fire.

AaB med omgående virkning valgt at lade offensivspilleren Chris Rolfe gå, der vender hjem til USA og sin gamle klub Chicago Fire, der hører til i den bedste amerikanske fodboldrække, Major League Soccer.

- Chris Rolfe havde kontraktudløb til nytår, og da Kent (Nielsen, AaB’s cheftræner, red.) og jeg vurderede helheden i vores talentfulde trup, hvor eksempelvis Lucas Andersen og Kasper Kusk har budt sig til på Chris’ position, så sagde vi ja til at ophæve kontrakten, hvilket også giver os lidt plads i spillerbudgettet til sommer, siger sportsdirektør Lynge Jakobsen til AaBs hjemmeside.

Sportsdirektøren ønsker ydermere Rolfe al mulig held og lykke, mens den 29-årige amerikaner ser frem til at komme hjem.

- Jeg er begejstret for at vende tilbage til Chicago og spille for Chicago Fire. Klubben har altid været et særligt sted for mig. Jeg ser frem til at komme ind og gøre mit arbejde for at hjælpe holdet, siger han til Chicago Fires hjememside.

Chris Rolfe forlod netop Chicago Fire i 2009 for at rejse til AaB, hvor han siden har opnået 32 kampe og har scoret seks mål.

Allerede lørdag kan Rolfe være en del af Chicago Fires trup.