- Parken er en helligdom for Galatasaray

BRAGT I TIPSBLADET 18. OKTOBER 2013

Industrikvarteret i Ballerup er næsten helt mennesketomt denne onsdag aften i begyndelsen af oktober. Mellem tankstationer, autoforhandlere og gående vagthunde kommer der dog enkelte biler kørende, og de fleste har mål det samme sted. De skal hen til festsalen Inci, for der er Champions League-fodbold, og kampen bliver vist på storskærm.

Til daglig ligner salen ellers ikke et sted, hvor fodboldfans normalt kommer. Det fine, lyse trægulv, lysekronerne og den røde løber udgør gode rammer til eksempelvis et bryllup, men denne onsdag i oktober fylder lange rækker af gamle træborde den store sal. Ved bordene sidder 220 gul-og rødklædte fodboldfans.

Langt de fleste af dem er dansktyrkere, og de holder alle sammen med Galatasaray, som lige om lidt møder Juventus i Champions League.

Stemningen er afslappet og afdæmpet, indtil få øjeblikke før kampstart, hvor en af de ledende skikkelser i fangruppen tager en mikrofon og stiller sig op og siger noget på tyrkisk.

Kort efter rejser alle andre sig også op, rækker hænderne i vejret, larmer lidt, tysser derefter på hinanden og synger så i kor.

"Bir, iki, üç. Cimbombom, Cimbombom. Lalalalalalalalala, ooo Cimbombom!" da dommeren på den enorme storskærm fløjter kampen i gang.

Cimbom eller Cimbombom er et øgenavn for Galatasaray, og slagsangen kan derfor oversættes til " En, to, tre. Galatasaray, Galatasaray. Lålålålålålålålålå, åååh Galatasaray," og den fremføres normalt på stadion, men de synger den også i Ballerup.

Stemningen skal gerne minde så meget som muligt om den, man oplever på stadion, og dertil hører den ceremonielle kick off-sang.

De fleste vil nok mene, at det er en præstation at kunne samle over 200 mennesker en tilfældig onsdag aften i oktober, men for dansk-tyrkerne i Ballerup er det faktisk et relativt lavt tal.

"Vi har nået et antal på 800 mennesker sidste år mod Cluj, da vi vandt 3-1. Det er rimelig godt," siger Fatih Sen, som er formand for den fangruppe, der står for arrangementet.

Grunden til, at der "kun" er 220 mand i Ballerup mod Juventus, er, at mange er rejst til Torino for at støtte holdet på stadion. Alligevel formåer de fremmødte at skabe en stemning, som i hvert fald i perioder minder om den, man kan opleve på et fodboldstadion. Eksempelvis ved kick off, hvor førnævnte sang nok skal give gåsehud til dem, der ikke har oplevet fænomenet før.

Fangruppen hedder ultrAslan, og det er den danske afdeling, der arrangerer kampene i Ballerup.

UltrAslan er en enorm, multinational fanorganisation, som strækker sig over det meste af Europa og i USA. Ifølge formanden har gruppen omkring 1200 medlemmer bare i Danmark og underafdelinger i 16 europæiske lande foruden Tyrkiet.

En af gruppens fornemste opgaver er at rejse kontinentet tyndt og støtte Galatasaray, når klubben spiller på udebane. Og det uanset hvilken sport, der er tale om. Galatasaray har således hold i mange forskellige sportsgrene, blandt andet volleyball, basket og vandpolo for både herrer og damer.

På den måde viser man, at man er en ægte fan, som støtter klubben, og som tager ære i at bære klubbens logo på brystet.

"Det skal sidde i dig. Du skal kunne sige: 'Hvis jeg støtter Galatasaray, så er det ikke kun fodbold. Det er også basket, håndbold og vandpolo.' I slagsangene synger man altid 'Jeg vil gøre alt for emblemet' for eksempel. Men hvis du så ikke kommer med til en basketkamp i Tyskland eller Sverige, hvorfor synger du så den slagsang?," spørger Fatih Sen retorisk.

Sükürs trøje
Fyrene fra utrAslan mener det alvorligt, når det handler om Galatasaray.

Det kræver ikke mange søgninger på Youtube for at finde videoer, hvor stadion er indhyllet i et inferno af røg, romerlys og øredøvende larm, og selvom man bor i Danmark, kan man godt føle den samme tilknytning til klubben.

Det er noget, der ligger dybt i de dedikerede fans, og det viser Fatih Sen med al tydelighed, da Tipsbladet modtager ham til interview på redaktionen. Der hænger tilfældige fodboldtrøjer på redaktionens vægge, deriblandt en Fenerbahcetrøje et sted, øjet normalt ikke vil falde: højt og halvt gemt bag en bygningspille.

Alligevel fanger de gule og mørkeblå farver opmærksomheden hos den 25-årige Galatasaraymand, som insisterer på, at redaktionen får sig noget gult og rødt til at repræsentere hans klub.

Efter endt interview henter han derfor et stofhalstørklæde i sin bil og lægger det rundt om halsen på nærværende skribent med ordene "Det er altid præsidenten, der binder det sådan her," og binder derpå de to ender omkring hinanden en enkelt gang, så knuden hænger løst midt på brystet.

Den slags iboende dedikation kommer ikke bare af sig selv. Det er, som det er for de fleste fodboldfans, noget, man får tæt ind på kroppen fra barnsben.

"Det er noget, man har arvet fra enten sin far eller dem, man ser op til. Jeg er blevet fodboldfanatiker af min onkel, som var Galatasaray-fan. Han gav mig Hakan Sükürs originale fodboldtrøje. En, han har spillet med. Jeg ved ikke, hvordan han fik fat i den, men de har et billede, hvor han rækker den til ham. Den gav han videre til mig, så det var sådan, han gjorde mig til fodboldfan," fortæller Fatih Sen om Tyren fra Bosporus, som scorede 217 mål i 392 kampe for klubben.

Nu er Fatih Sen fodbold-og især Galatasaray-fan i en sådan grad, at meget af hans fritid går med det.

Når han ikke passer sit arbejde som selvstændig i sin shawarma-restaurant, går tiden med at planlægge, organisere og agere formand for ultrAslan Danimarka. Hver dag bruger han tid på det, men det er helt okay, når man brænder for det.

"Jeg har altid drømt om at komme et sted hen inden for Galatasaray eller dens fanklub. Jeg har været medlem af fangruppen, siden jeg var 14 år, og det har altid været en ambition at komme et sted hen og nå mit mål, og det er noget, jeg brænder for og virkelig gerne vil."

Det er naturligvis langt fra alle de hundredvis af tilskuere i festsalen i Ballerup, der bruger så meget tid på Galatasaray eller har Hakan Sükürs trøje, men derfor fejler opbakningen ikke noget. Hver gang, Galatasaray brænder en chance, får de mange træborde et slag med hånden, og gennem hele kampen pifter, klapper og gestikulerer de, som sad de på stadion og fulgte med.

Intet kan dog måle sig med de scener, der udspiller sig, da indskiftede Umut Bulut udligner to minutter før tid. Juventus er ellers lige kommet foran 2-1 et minut forinden, og med hænderne foldet i ærgrelse bag nakken sidder mange af tilskuerne og stirrer vantro op på skærmen, da Didier Drogba forlænger en lang bold, og Bulut i fri position kan sende bolden ned i jorden og over en fremadstormende Buffon i Juventus-målet.

Den overraskende og meget vigtige scoring udløser et jubelbrøl i blandt de 220 fremmødte i Ballerup, og manden med mikrofonen giver den igen som stadionspeaker med et " Umuuut," hvortil publikum svarer " Bulut!" Fodbolden betyder meget for de mange dansk-tyrkere, men arrangementerne i den store festsal har også andre formål end bare at se fodbold sammen. Det er også med til at styrke den fælles tyrkiske identitet og det fællesskab, der hersker.

Deltagerne bruger det til at knytte bånd indbyrdes og styrke deres netværk.

Og så er arrangementerne gavnende for lokalsamfundet.

"Det har en samlende effekt. Her kan man lægge politik til side og se fodbold sammen på tværs af politiske og etniske skel. Det er uden betydning, om man er tyrker eller kurder, for alle støtter Galatasaray," siger festsalen Incis ejer, Yagmur Sahin, der endda selv er Besiktas-fan.

"Det giver også de unge noget andet at koncentrere sig om end kriminalitet, så på den måde har det en samfundsgavnende effekt."

Vil erobre København
Det er ikke kun til storskærmsarrangementerne i udkanten af København, at sammenholdet omkring Galatasaray bringer folk sammen. Over hele Europa findes der hundredtusindvis af tyrkere og deres efterkommere, og blandt dem holder mange fast i de fodboldmæssige relationer til hjemlandet. Man anslår, at Galatasaray har op mod ti millioner fans uden for Tyrkiet, og ifølge Fatih Sen er 500.000 af dem medlemmer af utrAslan. Og hvis bare man bærer klubbens trøje, er man i kridthuset hos ham.

"Når jeg er ude at rejse, og jeg ser en med Galatasaray-trøje, så er det, som om jeg ser en fra min egen familie, og jeg har bare lyst til at gå over og kramme ham. Man føler, at dér er en af "os". Der er et slags familiebånd," siger han.

Navnet ultrAslan er en sammenskrivning af ultra, som er en betegnelse for meget fanatiske fans, og Aslan, som - udover at være stærkt forbundet med eventyrbøgerne om Narnia - er tyrkisk for løve og et af Galatasarays øgenavne.

Derfor er det lidt pudsigt, at de møder Danmarks løver, FC København, i Champions League. Den turnering, der betyder så meget for dem, og som de så gerne vil vinde på et tidspunkt. Det er det eneste trofæ, klubben mangler, da de har rekorden for flest mesterskaber og pokaltitler i tyrkisk fodbold med henholdsvis 19 og 14, ligesom de har en enkelt UEFA Cup under bæltet.

Og det er netop af den grund, det er så stort at måle sig mod de bedste hold, som europæisk fodbold har at tilbyde.

"Jeg tror ikke, man kan sætte ord på det. Det er noget helt andet. Hårene på armene rejser sig. Overfor rivalerne kan man juble meget mere, man kan være stolt, fordi man holder med det hold, der kan nå længst," siger Fatih Sen.

"Man går mere op i det. Det bliver internationalt. Vi  tyrkere kan godt lide at have en god gejst mod de andre. Lige pludselig er det ikke kun FCK, vi spiller mod, så er det Tyrkiet mod Danmark. Det giver en anden mening for os. Det er nationale følelser, der kommer på spil. Det er næsten som at følge det tyrkiske landshold, eller man kan kalde det Osmannerriget mod vikingerne."

Selvom Galatasaray ikke er nået længere i Champions League end en semifinaleplads i 1989, bærer klubben stadig tilnavnet Avrupa Fatihi, erobrer af Europa. Det tilnavn fik klubben, da den som den første fra Tyrkiet vandt en europæisk turnering med UEFA Cuppen i 2000.

Den finale foregik i Parken, og netop det stadion er klubbens fans svært tilfredse med at vende tilbage til. For selvom finalen blev skæmmet af de voldsomme fanoptøjer, der prægede hovedstaden, var den 17. maj 2000 en helt særlig dato for alle de tyrkiske løver.

Dengang bestod holdet af spillere som Claudio Taffarel i målet, rumænerne og navnebrødrene Gheorghe Popescu og Hagi i forsvaret og på midtbanen, mens legendariske Hakan Sükür bombede mål ind i angrebet.

De slog et stjernespækket Arsenal-mandskab med David Seaman, Tony Adams, Patrick Viera, Marc Overmars, Dennis Bergkamp og Thierry Henry, og det er selvsagt gået over i historiebøgerne som en af tyrkisk fodbolds største aftener.

"Det er en hellighed. Parken er den helligdom for os, fordi vi har løftet UEFA Cuppen, og så var det i år 2000, milleniumåret. Vi føler, vi kommer på hjemmebane, og vi vil gøre alt for, at holdet skal vinde," lyder det fra ultrAslans danske formand. 

Det første opgør foregår dog ikke i Parken, men i heksekedlen på Türk Telekom Arena i Istanbul. Den kamp har en særlig betydning for de mange dansk-tyrkere.

"Det betyder meget mere. Man råber altid op om, at man er Galatasaray-fan over for danske venner på arbejde og i fritiden, så man håber jo på at vinde, så man kan juble over for sine medborgere og tænke " Yes, det var os, der vandt"," siger Fatih Sen.

"Da jeg hørte, vi trak FCK, sad jeg i den lokale klub sammen med to andre, som ikke er interesserede i fodbold. Efter vi trak Real Madrid og Juventus, sagde jeg til ham ved siden af mig, at jeg håbede, vi trak FCK. Så sagde han " Det sker ikke." I det FCK blev trukket, fandt jeg mig selv oven på ham. Jeg stod og råbte og var helt oppe at køre, fordi det var noget helt særligt."

Kampen i Istanbul skal først overstås på onsdag, og derefter venter yderligere 13 dage, før den rødgule invasion af København kulminerer.

Allerede nu er forberedelserne til den kamp i fuld gang. Fatih Sen har afholdt møder omkring sikkerhed, bannere og tifo i Parken, og han lover, at de bringer "en god overraskelse" til kampen. Dertil kommer den obligatoriske modtagelse af spillertruppen, når de lander i lufthavnen.

Det er meningen, at Galatasarays spillertrup aldrig skal lande i en lufthavn i Europa, uden at de bliver taget godt i mod af horder af ellevilde fans. Det samme skal de naturligvis i København, ligesom de mange tyrkiske tilhængere går i samlet flok mod Parken.

"Vi samles alle fansene fra Europa på Rådhuspladsen, og så marcherer vi derfra til Parken i god stemning. Så kan København lige høre, at den osmanniske hær er landet i byen, og vi kommer for at erobre."

De mange tyrkere er både kommet for at erobre rent sportsligt, men også på tribunen. Tyrkisk fodbold og især Galatasaray er kendt for deres ualmindeligt medlevende og entusiastiske fans. Indtil i søndags havde de verdensrekorden for at være de mest larmende sportsfans.

Hele 131,77 decibel nåede de op på i marts 2011 mod Fenerbahce, men det blev slået af Kansas City Chiefs i NFL i søndags. Rygtet som nogle af fodboldens mest intense fans holder dog ved, og det udspringer af den helt enestående fankultur, der hersker i landet, der agerer grænseområde mellem Europa og Asien.

På godt og ondt er den kultur markant anderledes end den, vi oplever herhjemme. På Türk Telekom Arena har de eksempelvis hele fire syngesektioner, mens de fleste danske stadions har et enkelt, og helt generelt gør tyrkerne mere ud af det at gå til fodbold, mener Fatih Sen.

"Jeg synes ikke, det er den samme stemning. Fankulturen er ikke den samme som i Tyrkiet. Forskellen er, at de danske fans tager ind og ser kampen og tager hjem lige efter. Det er næsten lige som at gå i biografen med kæresten. I Tyrkiet er det ikke sådan. Der begynder du at varme op fra klokken 12 på en bar med vennerne, synge nogle slagsange og komme i stemning og så tage ud og se kampen. Men det er ikke færdigt med det. Når man er fan og virkelig gerne vil bakke sit hold op, så sidder man ikke bare og ser kampen. Man råber i 90 minutter og støtter holdet."

Selvom kampen på lægerne betyder meget, vægter kampene på grønsværen naturligvis højere. De kan vise sig at blive meget vigtige for, hvem der tager tredjepladsen efter de forventede favoritter fra Real Madrid og Juventus.

Vinder Galatasaray, står de med gode kort på hånden for at fortsætte i Europa League efter nytår og dermed bevare muligheden for igen at lade sig hylde som Avrupa Fatihi, erobrere af Europa. Og så vil der endnu engang blive jublet i industrikvarteret i Ballerup.