Grønt Europa League-lys til Dubravka
Illustration
Europa League

Grønt Europa League-lys til Dubravka

UEFA har godkendt Esbjergs ansøgning om at få målmanden Martin Dubravka skrevet ind i Europa League-truppen, hvorfor han står i morgen mod Fiorentina.

Frederik Rønnow bliver ikke klar til Europa League-kampen i morgen mod Fiorentina, og derfor har Esbjerg ansøgt UEFA om lov til at bruge Martin Dubravka i stedet. Det har de nu fået grønt lys til af UEFA. Det skriver klubben på deres hjemmeside.

Reglerne foreskriver ellers, at klubberne lang tid i forvejen skal indberette en trup til UEFA, og her var Dubravka i første omgang ikke registreret, men der gælder en særregel omkring målmænd, der kan blive registreret op til 24 timer før en kamp.

Den har Esbjerg nu udnyttet, og derfor er det holdets nye slovakiske målmand, der løber ind på Bluewater Arena bag anfører Hans Henrik Andreasen i morgen aften.

- Vi er glade for at kunne råde over Martin Dubravka, der har erfaring fra både Champions League og Europa League fra sin tidligere slovakiske klub, Zilina. Han har vist fine kvaliteter og har overbevist os om, at han er en dygtig målmand, siger Esbjergs cheftræner Niels Frederiksen.