Generelle

Flindt Bjerg til træning i Silkeborg

Den 31-årige midtbanespiller Christian Flindt Bjerg prøvetræner i Silkeborg i næste uge. Flindt Bjerg forlader den norske klub Odd Grenland, som han har spillet for siden 1999. - Christian har selv henvendt sig. Han kommer og træner med i næste uge, oplyser Silkeborgs cheftræner Viggo Jensen overfor TIPS-bladet week-end. Christian Flindt Bjerg, der er søn af den tidligere landsholdsspiller Ove Flindt Bjerg, har været vidt omkring i karrieren. Han har således spillet for Karlsruhe, Tirol Innsbruck, AaB og Viking Stavanger. Det er blevet til 12 år i forskellige europæiske ligaer. Silkeborg har plads i budgettet til forstærkning i vinterpausen. Næste uges prøvetræning skal afgøre, om noget af spiller-kontoen skal bruges på Flindt Bjerg.