Dansk pokalhelt nyder opmærksomheden
Illustration
Benelux

Dansk pokalhelt nyder opmærksomheden

- Det har været helt fantastisk, siger den danske forsvarsspiller Alexander Scholz, der i lørdags blev matchvinder i den belgiske pokalfinale. 

Det var ikke nogen almindelig weekend for Alexander Scholz. Faktisk var den ganske ekstraordinær. Den 21-årige danske forvarsspiller blev således matchvinder for sin klub Lokeren, der i lørdags vandt den belgiske pokalfinale med 1-0 over Zulte-Waregem. 

Inden kampen havde han håbet på succes i pokalfinalen, og den fik han i dén grad med sit mål, der førte til pokaltriumfen. Derfor har de seneste dage været fyldt med glæde for den unge dansker. 

- Det har været helt fantastisk, og det er prikken over i'et for mig. Jeg kunne ikke have skrevet det bedre på forhånd. At spille en finale er i sig selv fantastisk, og at bidrage med et mål er specielt for mig. Det var ikke nogen køn kamp, så det var en forløsning, og man kunne godt fornemme, at det ville blive en kamp med kun et mål, så det var fedt, siger Alexander Scholz til tipsbladet.dk.

Siden lørdagens pokaltriumf er der kommet markant mere fokus på den unge dansker, der så sent som søndag blev interviewet til DR's fodboldmagasinet i primetime søndag aften. Det har Alexander Scholz det fint med. 

- Det har givet mere opmærksomhed, og jeg tror, der er flere i Danmark, der kender mig her mandag morgen end der var i lørdags. Det betyder meget for mig som dansker, og jeg er utrolig glad for, at det er gået op i en højere enhed. Men som fodboldspiller er man også hurtigt videre, så nu nyder vi det i dag, og så er der en kamp på fredag, hvor vi har første kamp i playoff-spillet, siger han. 

Det er ikke mere end halvandet år siden, Alexander Scholz spillede for den islandske klub Stjarnan, men opholdet i Lokeren har vist sig at være en stor succes, og selvom vejen til europæisk topfodbold har været snørklet, har det været det hele værd. 

- Det er endnu en bekræftelse i, at valg jeg har taget, har været de rigtige. Det er selvfølgelig nemt at sige bagefter, men det er rarere at opleve succes og spille en pokalfinale end hvis det var gået dårligt. Jeg tager alt det positive med, siger Alexander Scholz. 

Og hvad så nu? Alexander Scholz er på toppen af sin korte karriere og er lige nu man of the hour i belgisk topfodbold. En ting er opmærksomheden fra medier og fans, men hvad med andre klubber? Den 21-årige forsvarsspiller er klar over, at de gode præstationer kan åbne døre til større destinationer, men han har ikke travlt. 

- Det er svært at sige. Jeg har ikke været her så længe, for der er kun gået en sæson. Jeg har kontrakt med klubben i to år endnu, og det forholder jeg mig til. Jeg gør bare opmærksom på mig selv via gode præstationer, og hvis der sker noget, er det op til klubben. Jeg har selvfølgelig ambitioner, og hvis der kommer noget til sommer, vil jeg kigge på det, men vi er også kvalificeret til europæisk fodbold næste sæson med Lokeren, så jeg er meget afklaret og afslappet omkring det, siger Alexander Scholz.