Tabte 13 millioner på Oddset
Illustration
Spil

Tabte 13 millioner på Oddset

Dagen efter Oddsets 20 års fødselsdag fik spillerne en for Danske Spil utilsigtet gave

I lørdags var det 20 år siden, at Oddset blev lanceret. Men spillerne så ingen grund til at gå nænsomt til fødselaren. Søndag blev nemlig den dyreste dag på Oddset nogensinde.

- Oddset-spillerne fik et overskud på over 13 millioner kroner i går. Det er den største udbetaling, vi nogensinde har haft, siger oddsansvarlig hos Danske Spil, Peter Emmike Rasmussen.

Spillerne har generelt heldet med sig, når favoritterne vinder deres kampe. Og netop i går vandt alle de små og store favoritter på Oddset. Både Chelsea, Liverpool, Atletico Madrid, AaB og FCK hentede tre point, og det var søndagens fem mest spillede tegn.

- Vi må tage hatten af for Oddset-spillerne. De havde placeret pengene helt, som de skulle, siger Peter Emmike Rasmussen.

Den hidtidige rekordudbetaling på Oddset lød på knap 9 millioner kroner.